En lektion i følgeskab fra en marketingchef og Donald Trump

Af George Aveling, TACK TMI Malaysia

Lad mig indledningsvist dele en oplevelse med jer, som jeg havde i en virksomhed, jeg var konsulent for for et stykke tid siden.

En ny leder i huset
De havde for nylig ansat en ny marketingdirektør. Han var fyldt med selvtillid, og hurtigt efter han var startet, begyndte han at fortælle folk, hvad de gjorde forkert. I hans øjne var de fleste ting forkerte. Der måtte forandringer til. Det er forståeligt, at marketingdirektøren ønskede at ændre på tingene. Problemet var snarere den måde, han talte til de folk, hvis støtte han havde brug for, på – medlemmerne af hans team samt hans andre kolleger. Hans kommentarer kunne være uforskammede og sårende. Kort tid efter han startede, sagde jeg til en af mine kolleger, at jeg ikke mente, marketingdirektøren ville blive i stillingen længe.

Ledere har brug for følgere
For at være effektive har ledere brug for støttende følgere.

Dette er, hvad der skete. Marketingdirektørens team-medlemmer samt nøglepersoner i andre afdelinger trak lige så stille deres støtte til ham. De deltog, men tilsluttede sig ikke hans agenda.

Der var eksempler på passiv-aggressiv opførsel, hvor medarbejderne arbejdede langsomt eller fokuserede på andre prioriteter. Hans forhold til nøglepersonerne i andre afdelinger led skade. De fokuserede på deres egne opgaver frem for at hjælpe ham med hans initiativer. Uden støtte fra sine kolleger blev marketingdirektøren isoleret og neutraliseret, og han blev frustreret og ineffektiv. Han endte med at sige op.

I præsident Trumps tilfælde…
Der er mange ligheder mellem, hvad der skete for marketingdirektøren og hvad der nu sker for præsident Trump, som de fleste nok kan være enige med os i mildest talt har haft en turbulent start på posten. Trump kom til magten med en forandringsagenda, men for at få den agenda igennem har han brug for støtte fra medlemmerne fra sit parti samt embedsmandsværket.

En leder, der er under angreb, kan normalt forvente, at medarbejderne samler sig omkring ham for at udgøre et stærkt forsvar. Jeg er ganske vist langt fra Washington, men jeg ser hverken helhjertet eller udbredt støtte til Trump fra de folk, han har mest brug for – medlemmerne af hans eget parti.

For at være effektiv skal en leder opbygge tillidsfulde relationer med medarbejdere og interessenter og have deres støtte. Det lader til, at præsident Trump, på samme måde som marketingdirektøren, er ved at blive isoleret fra sine følgere og fra vigtige interessentgrupper. Hvis man skulle komme med et bud på, hvad der vil ske med Trump, kunne man jo se på, hvad der skete med marketingdirektøren. Politik er dog en kompleks og foranderlig størrelse, og tiden vil vise, hvad det hele ender med.

Hvilke lektioner kan du lære fra marketingdirektøren og præsident Trump? Hvordan ser det ud med følgeskabet i dit team?

Hvad kan du selv gøre for at opbygge en grad af følgeskab, hvor team-medlemmerne tilslutter sig din ledelsesagenda og spiller en aktiv og dynamisk rolle for at udføre den?


Artikel - En lektion i følgeskab fra en marketingchef og Donald Trump - salg ledelse personlig udvikling

Bestil kursus

Bestilling af TACK’s åbne kurser og uddannelsesforløb


Kontakt

Os på +45 70 10 12 01


Tilmeld nyhedsbrev

Hold dig opdateret med nyheder og inspiration


Bestil materiale

Her kan du bestille inspirationsmateriale


© 2016 TACK International. All rights reserved