Arikel: Få mere ud af dit arbejde med agil adfærd

Af Jens Dalgaard, adm. direktør, TACK International

Du kan få meget mere ud af din arbejdsdag, hvis du øver dig i at være agil. Virksomheden vil elske dig for det, og du vil selv få meget mere energi. Læs her om agilitet, og hvordan du kan drage nytte af det. Både som leder og som medarbejder.

Kan du huske din sidste dag på arbejdet inden sommerferien? Netop den dag har de fleste medarbejdere en del sager, der skal afsluttes, og på forunderlig vis bliver de næsten altid færdige. Fingrene suser over tastaturet, papirdyngerne bliver sorteret effektivt, møderne er korte og fulde af beslutninger og måske finder man ligefrem en særlig kreativ løsning på et problem, der længe har savnet en afrunding. Efter sådan en dag går de fleste medarbejdere tilfredse på ferie.

Kan du forestille dig, hvis alle dage er lige så effektive og lige så tilfredsstillende?

Hos TACK underviser vi i et begreb, der kaldes agilitet. At være agil betyder at være hurtig, let og smidig, og de fleste kender begrebet fra hundetræning, hvor hundene bliver slubbet løs på en såkaldt agilitybane. Undervejs bliver hunden konstant mødt af en masse nye forhindringer, men den elsker det alligevel og suser igennem samtlige udfordringer med stor begejstring, lethed og ivrighed. Hunden er med andre ord agil.

Mennesker er naturligvis meget mere komplekse end vor bedste venner i dyrenes verden, men som medarbejder og leder kan man alligevel lære noget af hundenes begejstrede opførsel på agilitybanen. Hos TACK har vi skabt den ”Agile model”, der via fem klare mål kan fungere som ledestjerne for de medarbejdere, der søger en mere smidig og effektiv arbejdsdag til glæde for sig selv og hele organisationen. Målene lyder således i overskriftsform:

  • Anerkend din virkelighed
  • Generer nye ideer
  • Inspirer dig selv
  • Levér effektivt
  • Evaluer din indsats


De fleste opfylder allerede et eller flere af målene, men meningen er, at den enkelte medarbejder eller leder skal finde punkter, hvor vedkommende kan blive bedre. Dernæst kan den ”Agile model” levere værktøjerne og inspirationen til at opnå præcis de mål.

Punktet ”Anerkend din virkelighed” er for eksempel et mål som alt for ofte bliver svigtet. Både hos den enkelte medarbejder, men også i hele organisationen. Jeg plejer at bruge et billede fra D-Dag under Anden Verdenskrig. Her blev tusindvis af allierede soldater sendt direkte ind i fjendens kugleregn på strandene i Normandiet. Den soldat, der ikke kendte sin virkelighed den dag, ville være dybt frustreret og forvirret. Han ville meget hurtigt blive skudt eller i bedste fald flygte ud i havet igen. Den soldat – derimod – der vidste, at målet var at nedkæmpe Nazityskland, og præcis hans lille indsat var vigtig for at nå det store mål, ja, han ville have en langt større chance for at nedkæmpe fjenden og også en større chance for at overleve.

På samme måde er ”Generér nye idéer” en del af den agile adfærd. Alt for mange medarbejdere har glemt, hvordan de skaber nye idéer – måske fordi de sidder i en organisation, der er stivnet i forhold til kreativitet. Sagen er imidlertid, at vi mennesker er fulde af kreativt potentiale, og at alle ledere i sidste ende beundrer den medarbejder, der leverer en kreativ indsats. Tænk på et spil ”kryds og bolle”, hvor tre figurer skal placeres i en række i ni prædefinerede bokse. De fleste vil lynhurtigt regne ud, at den person, der trækker først i spillet, har den største vinderchance. Men hvad sker der, hvis modstanderen nu pludselig danner en række ved at sætte sit ene kryds helt uden for boksene, og på den måde bygger en helt ny ramme for spillet? Nogen vil kalde det snyd, andre vil kalde det at ”tænke ud af boksen”. Under alle omstændigheder vil den pågældende person have skabt en anderledes tilgang til problemet, og den frækhed og den kreativitet vil de fleste ledere dybest set elske.

Når man taler om agil adfærd, så indebærer det også, at man ofte evaluerer sin egen indsats. Det handler ikke om at underlægge sig selv et trættende diktatur med konstant kritik, men tværtimod om at frigøre energi og hele tiden gøre sig selv bedre. Derfor råder jeg medarbejdere såvel som ledere til at give sig selv en karakter, når en opgave er overstået. Hvad var godt? Hvad var mindre godt? Hvilke elementer kan tages med til næste opgave? De fleste vil opleve en stor tilfredsstillelse ved at afrunde en opgave ved at se tilbage på den og få det bedste ud af den. På den måde er man fuldstændig klar til næste udfordring, og man vil opleve, at man sammen med resten af de agile egenskaber efterhånden bliver mere og mere smidig, at man løser opgaverne hurtigere og hurtigere – og at man til sidst føler, at hele arbejdsdagen er blevet lettere og mere tilfredsstillende. Man er med andre ord blevet agil.

Ønsker du at høre mere om, hvordan du kan drage nytte af agil adfærd, kan du tilmelde dig vores gratis foredrag 'Den agile organisation', som afholdes, 28. maj i København klokken 18:00-20:00. Alle er velkomne. Klik HER for at tilmelde dig. (Det er ikke længere muligt at tilmelde sig dette foredrag)

Relaterede sider: Personlig effektivitet, Ledelseskurser

Bestil kursus

Bestilling af TACK’s åbne kurser og uddannelsesforløb


Kontakt

Os på +45 70 10 12 01


Tilmeld nyhedsbrev

Hold dig opdateret med nyheder og inspiration


Bestil materiale

Her kan du bestille inspirationsmateriale


© 2016 TACK International. All rights reserved