"Kollegaskab er værd at have"

Af Jens Dalgaard, adm. direktør, TACK International

Som ledere kan vi ikke tvinge vores medarbejdere til venskab, men vi kan skabe fundamentet for et godt kollegaskab. Og hvad er så “kollegaskab”? Det står ikke i nogen ordbog, men for mig er det: Et positivt forhold mellem mennesker, der har arbejdsplads til fælles.

Vi skal tænke i de baner, fordi virksomhedens velfærd er vores ansvar, og den velfærd afhænger i høj grad af forholdet mellem kollegerne i virksomheden. Hvor folk har det godt sammen, går alting meget nemmere. Det er grundlaget for en sund virksomhedskultur byggende på gensidig tillid og hjælp.

Når vi nu kan tælle konkurserne i hundreder, og ledigheden er steget med over 10.000, er det tid at være opmærksom på, om kollegaskabet er i fare. Usikkerhed om jobs kan skabe misstemning. Så dækker medarbejderne sig af, løber ikke nogen form for unødvendig risiko. I værste fald bliver den hjælpende hånd til en kniv i ryggen.

Det går slet ikke. En virksomhedskultur, der forandrer sig i den retning, vil begynde at producere vigende kvalitet, dårlige resultater og medarbejderflugt i et selvforstærkende kredsløb.

Det er lederens opgave at se faresignalerne og at gribe ind i tide. Der er en række ting, man kan arbejde med som leder.

Kommunikation:
Tænk over, om alle ved, hvilke mål der skal realiseres. Sig, hvad du selv tænker: Hvad du vil, og hvad du tror på. Sørg for at fortælle, hvad der sker. Gør det gerne med et smil, og dyrk i det hele taget “firmasmilet” - den gode historie, glæden over noget, der er lykkedes, venligheden i hverdagen.

Ansvarlighed: Demonstrer, at ansvaret for, at ting lykkes, er personligt. “Det er min virksomhed, mit job, mit ansvar” - gælder for alle. Fremhæv gode ideer, prøv dem af og beløn de bedste.

Organisation:
Sæt folk rigtigt sammen, så deres kompetencer og adfærd matcher hinanden. Det giver grobund for gensidig hjælp. Vis i praksis, at alle i virksomheden er vigtige og alt arbejde, der udføres, har betydning. Se konflikterne og sørg for at få dem løst, så de ikke kommer igen. Sociale aktiviteter, både planlagte og spontane, modvirker konflikter.

Og sidst, men bestemt ikke mindst: Tænk på dig selv som kollega og en del af fællesskabet. “No man is an island.” Din holdning som leder er et forbillede i virksomheden.

Relaterede links:
Motivational Leadership, People Management, Konflikthåndtering & Problemløsning, NLP 1 - Effektiv kommunikation, Enneagrammet

Bestil kursus

Bestilling af TACK’s åbne kurser og uddannelsesforløb


Kontakt

Os på +45 70 10 12 01


Tilmeld nyhedsbrev

Hold dig opdateret med nyheder og inspiration


Bestil materiale

Her kan du bestille inspirationsmateriale


© 2016 TACK International. All rights reserved