Juletalen - Sådan bør du takke dit team

Af Jens Dalgaard, adm. direktør, TACK International

Julefrokosten giver dig en unik mulighed for – som leder – at holde en tale til dine medarbejdere på et tidspunkt, hvor de har et helt åbent sind. Her er syv punkter til, hvordan din tale kan sætte et positivt præg på stemningen i virksomheden i måneder frem.

Her op til jul bliver vi i TACK Danmark hvert år kontaktet af ledere, der er usikre på, hvordan de skal forholde sig i forbindelse med firmaets julefrokost: Skal de overhovedet møde op til festen, og skal de i så fald holde en juletale for medarbejderne?

Det første spørgsmål er nemt at svare på: Selvfølgelig skal du møde op til festen, for en moderne leder bør vise, at han/hun er en del af temaet, og du spiller samtidig en særlig vigtig rolle, når rammerne skal sættes for en god og ordentlig fest i firmaets navn.

Julefrokosten bør opfattes som en positiv del af hele virksomhedens kultur, og i den kontekst er det også enkelt at svare på det næste spørgsmål: Ja, som leder er det en rigtig god idé at holde en tale til festen, fordi alle i dit team er åbne, afslappede og glade, og ikke er påvirket af de mange underliggende holdninger, der ellers kan præge andre møder i årets løb. Under en julefrokost kommer folk - med andre ord - med et åbent sind, og du har som leder en unik chance for at piske en god stemning ind i dit team.

I TACK Danmark underviser vi blandt andet ledere i præsentationsteknik, og op til jul sker det ofte, at en leder holder generalprøve på sin julefrokosttale hos os. I den forbindelse har vi udviklet syv gode råd til juletalen:

  • Tal hellere for kort end for langt (maks. 4-10 minutter)
  • Husk humor, fra start til slut
  • Tal om virksomhedens vision
  • Tal kun positivt – undgå alt det hårde og uløste
  • Find årets positive højdepunkter og uddyb dem
  • Ros ikke dig selv, men medarbejderne. Træk ikke enkelte medarbejdere ud.
  • Åben lågen på klem til det nye år


Vores tommelfingerregel er, at du bør bruge mindst fire gange så lang tid på at forberede talen, som det tager at holde den. Den værst tænkelige situation opstår, hvis du egentlig ikke har planlagt en tale, men under indflydelse af snaps og den gode stemning, pludselig får lyst til at rejse dig og sige et par ord under julefrokosten. Den type uforberedte taler kan nemt gøre mere skade end gavn.

Når du forbereder den gode juletale, skal du tænke på, at talen først og fremmest skal bruges til at takke medarbejderne, og at den skal handle om alt det gode, der er sket i årets løb. I den forbindelse skelner jeg skarpt imellem lederens juletale og nytårstale. Nytårstalen skal se fremad og må gerne være relativ nøgtern og målrettet. Juletalen – derimod – bliver holdt i et festligt lag, og den skal være fyldt med ros, positive visioner og humor.

Undersøgelser viser desværre, at 25 % af alle ledere angiver det at holde tale for deres ansatte, som noget af det, de frygter allermest. Men hvis man har forberedt sig godt og har teknikken i orden, bør ingen frygte at holde tale, navnlig ikke juletalen, fordi du som leder her har mulighed for at optræde mere uformelt og på slap line. Sørg for at holde talen først på aftenen, så du er med til at sætte stemningen, og sørg for at talen er munter. Hvis du ikke opfatter dig selv som en humoristisk person, så læg alle vittighederne til side, og fortæl måske i stedet om skægge episoder i virksomheden i årets løb. Din opgave, når talen holdes, er sådan set bare at være glad.

Husker du på alle syv indholdspunkter, og holder du talen med et smil, kan dine ord til julefrokosten være med til at sætte grundstemningen i din virksomhed i måneder frem, og den kan samtidig revitalisere tilliden til dig og virksomhedens visioner fremadrettet. Det er en unik mulighed, som kun en julefrokost kan give.

Glædelig jul!

Jens Dalgaard, adm. direktør i TACK Danmark samt faglig leder af netværket Furture Sales hos Innovation Lab


Relaterede sider: Præsentationsteknik, Dramatisk kommunikation

Bestil kursus

Bestilling af TACK’s åbne kurser og uddannelsesforløb


Kontakt

Os på +45 70 10 12 01


Tilmeld nyhedsbrev

Hold dig opdateret med nyheder og inspiration


Bestil materiale

Her kan du bestille inspirationsmateriale


© 2016 TACK International. All rights reserved