Kurven
Klik her og hent, så du får et overblik over alle vores kurser indenfor salg, ledelse og personlig udvikling.
Kurven
PAS PÅ VORES VIRKSOMHEDER – EN LEDELSESOPGAVE
Mange mennesker har den seneste tid talt om coronasikkerhed, men for det meste forbliver perspektivet snævert på den enkeltes fysiske helbred. Den sikkerhed handler dog om mere end bare mundbind; det handler om at passe på stabiliteten i vores samfund ved at sikre vores virksomheder. Det er i høj grad en ledelsesopgave, som lederne er nødt til at tage på sig for at sikre, at deres og medarbejdernes virksomhed har en fremtid.
Det indebærer, at du som leder går målrettet efter at fremme coronasikkerheden for din virksomhed ved at bekæmpe corona-usikkerheden for dine medarbejdere. I takt med at coronaen spredes, spredes også usikkerheden blandt dine medarbejdere om, hvad fremtiden bringer, og den usikkerhed risikerer at hæmme både deres indstilling, indsats og i sidste ende deres resultater.
Der er dog flere ting, du kan gøre for at minimere den usikkerhed, dine medarbejdere føler, og det er i høj grad et ansvar, du som leder skal leve op til.
Du får her 7 gode råd til at øge coronasikkerheden i din virksomhed.
Hold fast i mål og ambitioner, og kommunikér den nære fremtids aktivitet
Siden der er så mange eksterne faktorer uden for virksomhedernes kontrol, som i denne tid kan skabe usikkerhed for medarbejderne, gælder det for dig som leder om at skabe mest mulig ro blandt dine medarbejdere. Det nye betyder det ukendte, og det ukendte betyder usikkerhed. En af måderne, du kan øge roen på, er ved at bevare jeres eksisterende kurs og holde fast i jeres oprindelige ambitioner samt de mål, som allerede er blevet fastlagt.
På den måde skaber du kontinuitet i medarbejdernes arbejde og undgår således, at usikkerhed affødt af foretagne ændringer breder sig som ringe i vandet internt. Du skal desuden fokusere din kommunikation på den nære fremtid for at bevare jeres fokus, så I kan holde jer forberedte på jeres næste aktiviteter. Dine medarbejdere behøver således ikke at konfrontere problemstillinger, der ligger længere ude i fremtiden og som kan være omgærdet af en endnu større grad af usikkerhed.
Konceptualisér de nye regler, og tal ofte om ”rigtig” adfærd på jobbet og hjemme
Du kan undgå et større hysteri end nødvendigt ved at tilskynde dine medarbejdere til at udvise den rette adfærd i lyset af omstændighederne. Det kan eksempelvis være, der er sket ting i jeres nære omverden, der fordrer, at medarbejderne agerer anderledes end tidligere, eksempelvis hvis arbejdet skal tilgås på en ny måde, eller de skal arbejde hjemmefra i højere grad end tidligere.
Her kan det hjælpe at skabe et koncept omkring den nye ”rigtige” eller ”gode” adfærd, du søger at fremme blandt medarbejderne som en konsekvens af den nye virkelighed, for at gøre den let at huske og letforståelig. Det kan gøre det væsentligt nemmere for dine medarbejdere at indarbejde den ”rigtige” adfærd i deres nye arbejdsrutine med det formål at reducere den usikkerhed, de måtte føle.
Artiklen fortsættes herunder.
Aflys ikke planlagte aktiviteter, men sæt dem i nye, fornuftige og sikre rammer
Taber I først pusten, vil det være hårdere at komme op i fart igen, så udnyt jeres nuværende moment ved at holde fast i det på trods af de tumultariske tider. Styrk ligeledes den interne kontinuitet og stabilitet ved at holde fast i de aktiviteter, som I allerede har planlagt. Aflysninger og udskydelser er med til at dræbe både jeres moment og jeres stabilitet, så sæt i stedet jeres planlagte aktiviteter i nye, fornuftige og sikre rammer, hvilket er ensbetydende med, at I tager alle de nødvendige coronaforholdsregler som eksempelvis mundbind, sprit og afstand.
Træf hurtigt de nødvendige beslutninger, og kommunikér konsekvens og effektivitet
Når vilkårene ændrer sig for virksomheden, er det nødvendigt, at du hurtigst muligt tilpasser organisationen derefter. Det betyder, at du skal være agil i din ledelse, så du formår at handle hurtigt, når handling er nødvendig og således er i stand til at træffe svære men nødvendige beslutninger i rette tid. Beslutningerne kan i sig selv enten være med til at øge eller reducere den usikkerhed, dine medarbejdere føler, og uanset hvilken vej pilen peger, vil det være at foretrække, at du informerer om konsekvenserne eller følgevirkningerne af de beslutninger, du træffer, så du øger tilliden og reducerer den usikkerhed, dine medarbejdere føler.
Gør alle individuelt klar til den opgave, de har nu, træn ny adfærd, og ros indsats
I den nye virkelighed, hvor visse medarbejdere kan være nødsaget til at agere på en ny måde, er det vigtigt, at du sikrer dig, at de er klædt tilstrækkeligt godt på til opgaven. De skal alle individuelt gøres klar til arbejdet i dets nuværende form, og det forudsætter både, at de trænes i den nye adfærd og måde at gøre tingene på, og at du roser dem med henblik på at øge lærevillighed, motivation og engagement, mens du reducerer eventuelle bekymringer og usikkerhed. Det er dit ansvar som leder at give dine medarbejdere de redskaber, de har brug for til den opgave, som de har nu; og det bliver kun mere relevant, så snart deres arbejdsgang ændres, og de risikerer at blive stillet over for nye udfordringer.
Artiklen fortsættes herunder.
Sørg for kontakt med alle, og husk de fælles aktiviteter i de rammer, der er mulige
Fællesskabet, sammenholdet og de sociale relationer i dit team, afdeling eller virksomhed er om muligt blevet endnu vigtigere i takt med at graden af usikkerhed er steget. Relationerne er med til at skabe balance og gensidig støtte for medarbejderne, så gør derfor din del som leder ved at sørge for at skabe kontakt til og med alle, så du får berøring med relevante dele af organisationen, og medarbejderne herved føler sig inkluderet. Af samme grund er det ligeledes vigtigt at huske på de fælles aktiviteter, der styrker relationerne, og gennemføre dem inden for de rammer, der er mulige.
Kommunikér positivt, tal forandring som en mulighed, og fejr det, der går godt
Positivitet er smitsomt og vil i mange organisationer ofte kunne afføde mere positivitet. Bevar derfor din egen såvel som dine medarbejderes optimisme ved at kommunikere til dine medarbejdere på en positiv måde. Det betyder blandt andet, at du for medarbejderne skal italesætte de muligheder, som forandringerne også bringer med sig, så fokus bliver lagt på det positive i fremtiden i stedet for usikkerheden og frygten. Fejr desuden altid det, der går godt, så det giver flere positive stunder internt, og medarbejderne samtidig får mulighed for at inspirere hinanden.
Ved at efterleve disse 7 råd vil du kunne tilpasse din egen ledelsesstil med henblik på at øge sandsynligheden for at sikre grundlaget og fremtiden for din virksomhed i den nye coronavirkelighed. Du skal gøre alt, hvad der står i din magt, for at eliminere usikkerheden, dine medarbejdere føler, da det kan være til fare for dine medarbejderes motivation, effektivitet og resultater.
Læs også artiklen "Genåbning af din virksomhed - en ledelsesopgave med muligheder".