Kurven
Klik her og hent, så du får et overblik over alle vores kurser indenfor salg, ledelse og personlig udvikling.
Kurven
For mange kan det være en fantastisk givende opgave at blive forfremmet til ny leder. Der følger dog en række udfordringer med, eksempelvis hvis du går fra at være en del af et team til pludselig at skulle lede dine kollegaer, eller hvis du ikke har tidligere ledelseserfaring at trække på.
I denne episode af TACK TALKS får du en masse konkrete og brugbare råd, fra én, der har prøvet det på egen krop, nemlig TACKs Salgs- og marketingdirektør, Marie Kongsted. Lyt med og bliv bedst muligt klædt på i din nye rolle, og hør om de klassiske begynderfejl, du som ny leder bør forsøge at undgå.
At lede medarbejdere og se dem blive en succes kan være en fantastisk mulighed at få i sit arbejdsliv. Forfremmelsen til leder er ikke blot en anerkendelse af, at du har gjort det godt indtil nu, men også af, at du har, hvad der skal til for at blive en integreret del af ledelsen - med ansvar for virksomhedens ansatte, overordnede mål og mission. Dog sker det alt for ofte i mange virksomheder, at medarbejdere bliver forfremmet på baggrund af faglige specialistkompetencer, ikke lederevner- eller ønsker. Det kan være ganske overvældende at få ansvar for andre mennesker, hvis man ikke har kompetencerne på forhånd, og der er en række faldgruber, du som ny leder bør undgå at falde i. Mere om dem i de næste afsnit.
At gå fra kollega til chef kan være en vild, men også krævende proces, der mange gange undervurderes. Som ny leder bliver man hver dag udsat for noget, man ikke har prøvet før, men det kan samtidig være noget af det mest selvudviklende, fordi man lærer meget om egne og andres reaktionsmønstre. Dog kan det for mange være en udfordring at finde sig tilpas i rollen i starten, for hvordan skal en ny leder agere for at vise sin autoritet og få respekt fra de medarbejdere, som man nu har ansvaret for?
Ifølge Marie, så er den største fejl, man kan begå i processen fra medarbejder til leder at prøve for hårdt at være chef og sætte sig i respekt. Man bør i stedet forsøge at slappe af i den nye rolle, da alt andet kommer til at virke for selvhøjtideligt. Mange forsøger at sætte sig i respekt fra dag 1, og påkalde sig den autoritet, man måske forventer af en leder, men det er en klassisk fejl, mener Marie. Du kan godt have et godt og tæt forhold til dine kollegaer og stadig beholde din autoritet. Hvis du tager dit ansvar seriøst, kommer autoriteten helt af sig selv, og de gode relationer bevares.
Som ny leder bør man være forberedt på, at der kan ske fejl, og at der vil være bump på vejen. Både ledere og medarbejdere laver fejl, og man bliver ikke en super-leder fra den ene dag til den anden. Man har stadig meget at lære og bør forsøge at slappe af i det og acceptere fejlene. Her kan det være en god idé at forberede teamet på, at man kommer til at lave fejl.
Ledelse har ændret sig meget i forhold til, hvordan det var for 10 år siden. Empati er det nye sort, og at vise sine svagheder som leder, kan man ifølge Marie komme rigtig langt med. Vis, at du ikke er blevet et blændende ledertalent over night men stadig har meget at lære. Så kan andre være opmærksomme på det, og det giver en helt anden respekt. Det er en skrøne, at man som leder skal være en hård og følelsesløs skal. Hvis man viser sårbarhed, gør man sig mere menneskelig, og det kan medarbejderne meget bedre spejle sig i.
Der findes en række ting, du selv kan gøre for at give dig de bedste chancer for at blive en succes i din nye lederrolle. Marie anbefaler bl.a., at man tager fat i sit netværk og taler med andre, der sidder i en lederrolle. Det kan være en værdifuld forberedelse at høre om deres rejse, og hvordan de har grebet det an, men også hvilke fejl, de har begået undervejs.
Det kan også være en fordel, at spørge én i sit netværk, om han eller hun vil være din mentor, som du kan sparre med løbende. Når vedkommende kender dig og din rejse, vil det helt naturligt give en bedre sparring.
Noget af det vigtigste for Marie er dog, at man skal finde frem til, hvilken type leder, man gerne vil være. Husker man samtidig empatien i sin nye lederrolle, venter der en række udfordrende men helt unikke oplevelser, der kan være guld værd!
Lyt med her i episoden og få flere gode råd og tips til, hvordan du kommer godt fra start i din nye lederrolle!