"Hvad sker der med talentet i krisetid?"

Der er mange uopfordrede ansøgninger i posten, og i dag tænker medarbejderne sig om en ekstra gang, før de skifter job. Men det, at jobs er blevet sværere at få, og at det ikke er nødvendigt at lokke folk til at blive, bør ikke få virksomheden til at glemme at udvikle talenterne internt. Det er stadig nødvendigt med talentpleje og medarbejderudvikling for at holde organisationen i form.

Situationen er, at der er masser af uopdaget talent rundt omkring i afdelingerne. Det stiller krav til lederne. Ledere bør fokusere langsigtet på potentialet hos deres medarbejdere, også i krisetider, hvor man er tilbøjelig til at koncentrere sig om her-og-nu løsninger.

I en undersøgelse af, hvad det er, der gør fremragende talentspejdere fremragende, har jeg været med til at følge tre professionelle talentspejdere inden for sport, film og erhvervsliv. Vi filmede og interviewede dem og sammenlignede, hvad de gjorde, og hvordan de selv beskrev det.

Blandt de ting, de havde til fælles, var, at selve talentet - den egenskab, der søges efter - udgør en forholdsvis lille del af beslutningsgrundlaget. Talentet skal naturligvis være til stede; man kan ikke lave en danser ud af en, der har to venstreben. Men det, som afgør, om den enkelte har et bæredygtigt potentiale til udvikling, er vilje, ydmyghed og evnen til at være holdspiller.

Samtidig er det afgørende, at talentspejderens egne forventninger er prioriterede og klart udtrykte, og at talentspejderen selv arbejder målrettet med sin vilje, sin ydmyghed og sit holdspil.

Det, talentspejderne er gode til, er noget, som kan læres. Og det er noget, alle ledere bør lære. Et kursus gør det ikke alene. Den selverkendelse, som er nødvendig, opnås ved, at man løbende arbejder med sig selv som leder gennem uddannelse, udvikling og det personlige mod til at se indad.

Det kræver selverkendelse og mod at være en kompetent leder, som udvikler kompetente medarbejdere.

Talentspejdere har udviklet en metode til at nulstille "det første indtryk", som ofte kan være det, der blokerer for at kunne se mulighederne i et andet menneske. De fokuserer på at finde det gode og finde potentialet, der altid er til stede i ethvert menneske. På at finde talentet.

På det lange sigt er der ikke råd til at lade være med at investere i talent. Hverken for virksomheden eller for den enkelte leder.

Relaterede links: Ledelseskurser, Motivational Leadership, People Management, TACK Coachakademi, Lederen som Coach, TACK Salgscoachuddannelse

Bestil kursus

Bestilling af TACK’s åbne kurser og uddannelsesforløb


Kontakt

Os på +45 70 10 12 01


Tilmeld nyhedsbrev

Hold dig opdateret med nyheder og inspiration


Bestil materiale

Her kan du bestille inspirationsmateriale


© 2016 TACK International. All rights reserved