Hent vores kursuskalender

Klik her og hent, så du får et overblik over alle vores kurser indenfor salg, ledelse og personlig udvikling.

Kurven

Hvad er aktiv lytning? Få tips og øvelser til at blive bedre

Marie Kongsted, Salgs- og marketingdirektør
8 min.
10.03.2025

Hvad er aktiv lytning?

Aktiv lytning er en disciplin som alle vil have gavn af at dyrke. Det er evnen og lysten til at forstå, hvilke tanker og følelser, der ligger bag, hvad andre siger. Du skal ikke bare høre deres ord, men få en reel forståelse for, hvad deres intentioner er.

Det handler ikke om ikke at tale, men at lade den anden person være i fokus, ikke at afbryde og spørge nysgerrigt ind når tid er. Det sker ikke af sig selv, men er noget du i alle situationer skal være opmærksom på at gøre.

Der findes mange gode værktøjer og øvelser, du kan bruge for at træne din lytteevne. I denne artikel har jeg samlet nogle af de bedste teorier og modeller, vi bruger i vores undervisning i TACK, så du kan blive klædt bedst muligt på til at lytte aktivt og blive endnu bedre til at kommunikere.

 

 

Hvorfor er aktiv lytning essentielt?

Personer, der ikke bruger aktiv lytning, misser en masse god information og har en tendens til at blive opfattet negativt af andre. Måske kender du dem, som hver gang nogen taler, nærmest snapper efter vejret for selv at komme på banen? Dem, som decideret afbryder? Eller dem, som hurtigt fortæller om, hvor mange gange de selv har oplevet noget lignende?

Hvis du mestrer aktiv lytning, er du det modsatte af denne type person, og det er der mange fordele ved:

  • Du får en bedre forståelse af dine kollegaer, medarbejdere, kunder eller andre interessenter
  • Du bliver i stand til at tage de bedste beslutninger om det, du står overfor
  • Du bliver opfattet positivt af dine omgivelser, fordi andre får mere tillid til dig
  • Du undgår konflikter og problemer, som opstår ved misforståelser
  • Du er med til at skabe en bedre stemning på arbejdspladsen, fordi medarbejdere og kollegaer bliver motiverede og glade af at mærke, at de bliver lyttet til

En dårlig historie

Du husker måske det gamle eventyr, der begynder med, at en høne taber en enkelt fjer og ender med, at rygtet går på, at fem høns med vilje har plukket alle deres fjer af for at imponere en hane - og ovenikøbet er døde af det. Eventyrets morale er, at man ikke skal løbe med sladder, men det  er også et udtryk for, at ingen i fortællerækken har lyttet efter, men har været mere optagede af at fortælle en ”god historie” frem for sandheden.

Med aktiv lytning undgår du, at en fjer bliver til fem høns, men bliver ved med at være en fjer.

Artiklen fortsætter herunder.

 

 

 

 

Hvordan bliver du så en god aktiv lytter?

Overordnet set handler aktiv lytning først og fremmest om at tage en beslutning om, at du vil gøre det.

Her er først 5 råd til, hvad du skal gøre, og efterfølgende får du 3 øvelser, som du og dine kollegaer eller medarbejdere kan bruge til at træne jeres aktive lytning.

1. Hold fokus

Når du skal forstå et andet menneske, er det ikke nok, at du er fysisk til stede. Du skal være der mentalt og fuldt ud. Så fjern distraherende elementer, så du har mulighed for at være fuldt opmærksom på den, du sidder overfor. Du skal demonstrere interesse og det gør du bedst uden at skæve til mobilen eller andre ting. 

Der er også risiko for at miste fokus, hvis du har andre opgaver, der ånder dig i nakken. Her vil det være fristende at nikke forstående for at komme videre med de andre gøremål, men fokus kræver, at du dedikerer din tid og opmærksomhed og ikke er mentalt på vej et andet sted hen.

2. Parkér holdninger og forudindtagethed

Vær neutral i dit udgangspunkt og bliv ved med at være det hele samtalen igennem. Du skal forstå, hvad den anden mener og ikke lægge dit eget filter af forudindtagethed (bias) ned over kommunikationen. 

Dette kan både være en udfordring, hvis vedkommende du taler med, er en ny relation – en ny kollega eller medarbejder - der har givet et dårligt førstehåndsindtryk, for det indtryk skal de fleste kæmpe med at ryste af sig. Og hvis du kender vedkommende, du taler med i forvejen, kan du have tendens til at lade dine erfaringer med personen påvirke den måde, du går til samtalen på.

Tanker om holdninger og mulige svar på det, der bliver sagt, skal du skyde fra dig og lade den anden få lov at få sit budskab ud. 

3. Tålmod er en dyd

Hvis du skal opnå det bedst mulige resultat med din kommunikation og få den, du taler med til at slappe af og føle sig tryg og hørt, skal du lade være med at afbryde. 

Det kan også være fristende, hurtigt at komme med løsninger, fordi du er overbevist om, at du har forstået problemet og dermed kan spare en masse tid, men du ved ikke, hvad du ikke ved, så stop op og lad tålmodet sejre.

4. Din krop taler også

Husk at dit kropssprog spiller en stor rolle i din udstråling, så du skal være opmærksom på, at du ikke med den udstråler noget forkert. Fx kan korslagte arm, vippen med benet eller en lad attitude modsige din hensigt med at være engageret i den andens fortælling. Sørg for at have et kropssprog, der understreger din interesse med øjenkontakt, smil og anerkende gestikulationer som nik.

5. De gode spørgsmål

Når du bruger aktiv lytning, betyder det ikke, at du skal lime læberne sammen og være bomstille. Du skal selvfølgelig, som tidligere nævnt, lade den anden tale ud, men når der kommer en oplagt mulighed, skal du spørge ind til de ting, som den anden beretter. Her er det en god idé at bruge en god spørgeteknik - de åbne spørgsmål dvs. hv- spørgsmålene: hvem, hvad, hvor og hvordan.

”Hvorfor” kan I nogles øjne have en anklagende klang, så du kan med fordel ændre ”hvorfor” til ”hvad er årsagen til”. Med gode åbne spørgsmål, får du flere informationer og vinkler på det, den anden siger og du får en endnu bedre grobund for reelt at forstå dem.

 

 

 

 

Mere viden og 3 øvelser til dig, der vil træne din aktive lytning

At forstå andre mennesker kræver, at man træner og bruger forskellige teknikker. Vi er alle forskellige, så her får du nogle øvelser, der træner din aktive lytning.

Hver øvelse fokuserer på forskellige aspekter i at blive bedre til at lytte aktivt. Øvelserne er meget enkle og har hvert sit formål, men de vil hver især udvikle dine kompetencer og styrke din kommunikationsfærdigheder.

 

 

Lytteøvelse 1: Ind til benet

Formål med øvelsen er: at styrke evnen til at fokusere og opsummere præcist.

  • I grupper af tre: én taler, én lytter, én observerer.
  • Taleren fortæller en historie eller deler en erfaring (blot et par minutter).
  • Lytteren skal herefter opsummere essensen uden at forvride budskabet.
  • Observatøren giver feedback på, hvor godt lytteren fangede hovedbudskabet.

Lytteøvelse 2: Tavshed er guld

Formål med øvelsen er: at træne tålmodighed og forståelse.

  • En person taler om en udfordring i 3-5 minutter.
  • Den anden må kun lytte og nikke (ikke afbryde eller komme med svar).
  • Efterfølgende genfortæller lytteren, hvad de har hørt, og hvad de følte undervejs.

Lytteøvelse 3: Mærk mennesket

Formål med øvelsen er: at lytte både efter fakta og følelser.

  • En person deler en oplevelse.
  • Den anden lytter og skal efterfølgende identificere:
    1. Tre nøgleord fra det, der blev sagt.
    2. En følelse, de tror, taleren oplevede.
  • Taleren bekræfter eller korrigerer.

Du kan også få mere viden om forståelse af andre mennesker i min TACK TALKS-podcastepisode om mentalisering

Dine næste skridt som aktiv lytter

Afhængig af din rolle i virksomheden, har vi i TACK flere kurser og uddannelser, der berører emnet. Du kan se mere under salg, ledelse og personlig udvikling, og du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har behov for rådgivning i forhold til, hvad der er det rigtige for dig.

af Marie Kongsted

Salgs- og marketingdirektør hos TACK 

 

Gratis rådgivningHvordan kan vi hjælpe dig?

Vores rådgivere og eksperter indenfor vejledning i kurser sidder klar til at hjælper med at finde de helt rigtige kurser og uddannelser for dig/jer – helt uforpligtende. Ring til os på tlf. 70101201 eller udfyld kontaktformularen herunder, så kontakter vi dig hurtigst muligt.