Kunsten at stille det rigtige spørgsmål

Af Jens Dalgaard, adm. direktør, TACK International

Intentionerne er gode, når vi møder vores medarbejdere – det drejer sig om at sætte retning og motivere, men fejlene, der laves, er uendelige. Den klassiske ”hvordan går det?” hører hjemme i dinosaur-ledelsens tid, for hvor meget mere ligegyldigt kan spørgsmålet blive, og hvad forventer vi egentlig af svaret? Vil vi bare have at vide, at alt er ok, så vi med god samvittighed kan haste videre, eller er vi klar til svaret ”det går af helvede til”, med hvad det nu kræver af efterfølgende tid og opmærksomhed. Helt grundlæggende holder talemåden ”tænk dig om, før du taler” stadig, og gør vi det rigtigt, slipper vi for at skulle være enige i Piet Heins citat ”et ønske, jeg altid har haft, er at holde kæft med tilbagevirkende kraft.

De sidste årtier har en af de mest søgte ledelsesformer været coaching, hvilket viser, at den nutidige ledelsesopgave over for en engageret og krævende generation er forstået. Dette er godt, men stadig ikke godt nok! Den systematiske spørgeteknik, der er grundlæggende i coaching, er ganske udmærket og bestemt et effektivt ledelsesværktøj. I mange tilfælde orker den enkelte medarbejder dog ikke øvelsen ”find det i dig selv” eller legen ”gæt, hvad jeg tænker”.

Vores medarbejdere søger karismatiske ledere med overskud og indsigt, og det er vores kommunikation, der skal bringe os derhen. En travl og intensiv dagligdag med mange nye og forskellige bolde i luften kan dog gøre dette vanskeligt, og det er hér, det ”rigtige” spørgsmål kommer ind. Spørgsmålet, der rammer plet; der viser, at vi ved, hvad der sker og hvor medarbejderen er. Spørgsmålet, der viser ressourcer og oprigtig interesse.

Brug teorien rigtigt
Alle kender deres egen spørgeteknik, og jo længere vi har arbejdet som ledere, des bedre er vi til den ene del af teknikken – de lukkede spørgsmål. Vi mener, at vi har et klart billede af den virkelighed, som vi selv og medarbejderen står over for, og vi søger derfor bare at få et ja til den motorvej, vi selv anser for at være den rigtige. Vi skal huske vores åbne spørgsmål, som vi har trænet så meget i vores coachingarbejde.

Definér målet
Sæt et mål for dit ”rigtige” spørgsmål. Hvad er det, du gerne vil – vil du sætte mål, afstemme forventninger, høre hvordan det går eller fortælle, hvordan det går. I bund og grund kan alt det, vi vil, formuleres som spørgsmål. I nogle tilfælde kan en effektiv spørgeteknik udefra ses som manipulerende, men så længe man er ærlig, og det er til alles bedste, er der vel i princippet ikke noget galt i det. Men det er vigtigt, at vi er naturlige og oprigtige, hvilket netop stiller krav til vores grundlæggende forståelse af teorien og kræver god forberedelse.

Forbered dig grundigt
Det spørgsmål, vi stiller, kan åbne mange døre og er et vigtigt redskab i den forbindelse. Det drejer sig om en klassisk scenarie-tænkning: ”Hvad kan der være bag disse døre”? Vi må ikke låse os fast på det, som vi gerne vil høre, men være forberedt på det, som vi kan komme til at høre. I den forbindelse er det vigtigt, at vi husker tiden. Når du stiller spørgsmålet, er det vigtigt, at du har tid til at høre svaret, og at du, allerede inden du stiller dit spørgsmål, har udset dig et muligt tidspunkt, hvor I kan snakke sammen, hvis den dør, du åbner, kræver en dybere samtale.

Vurdér resultatet
Når samtalen, som dit spørgsmål startede, er ovre, er det tid til at give dig selv en karakter: Nåede vi det, vi ville? Var det det ”rigtige” spørgsmål? Herefter kan du starte forberedelsen af det næste ”rigtige” spørgsmål i forhold til dit overordnede mål med din medarbejder.

Den lille sorte bog har i min verden fået en renæssance, dog ikke med det oprindelige formål at notere folks fejl, men til at beskrive medarbejderes muligheder. I min sorte bog er der en enkel, men præcis beskrivelse af, hvad mit næste skridt for den enkelte medarbejder er, status på hvor langt vi er nået og vigtigst af alt en beskrivelse af mit næste rigtig gode spørgsmål.

Som leder er vores opgave at skabe resultater og nå vores mål gennem vores medarbejdere. Når du stiller det rigtige spørgsmål, vil de bringe dig langt i forhold til opgaven, men også i forhold til relationen mellem dig og dine medarbejdere.

Relaterede sider: Personalesamtaler, People Management - Ledelsespsykologi, TACK Coachakademi, Lederen som Coach

Bestil kursus

Bestilling af TACK’s åbne kurser og uddannelsesforløb


Kontakt

Os på +45 70 10 12 01


Tilmeld nyhedsbrev

Hold dig opdateret med nyheder og inspiration


Bestil materiale

Her kan du bestille inspirationsmateriale


© 2016 TACK International. All rights reserved