Hent vores kursuskalender

Klik her og hent, så du får et overblik over alle vores kurser indenfor salg, ledelse og personlig udvikling.

Kurven

Kunsten at træffe de rigtige beslutninger - 7 trin

Jens Dalgaard, Adm. direktør, TACK International
5 min.
25.02.2021

I en travl hverdag går det ofte så stærkt for folk, at det kan være svært at se langt frem i tiden. Det har den konsekvens, at der ikke er så rig mulighed for at nå at reagere på det, der sker, og det gør det endnu vigtigere at være i stand til at træffe hurtige og rigtige beslutninger.

Bedre beslutningsevner kan styrke dig i din arbejdsproces ved at gøre dig både mere stabil og mere agil, og det er noget, andre omkring dig vil kunne mærke og sætte pris på. Derfor får du her 7 trin til at træffe rigtige beslutninger, så du kan lægge en mere sikker kurs for det, du har ansvaret for.

STOP, OG FORSTÅ - Du skal være sikker på, hvad du vil med din beslutning

Når du står over for en beslutning, betaler det sig først at gøre sig klart, hvad formålet eller det ønskede resultat med beslutningen er. Du skal være sikker på, hvad det er, du gerne vil med din beslutning, og det kan nogle gange gøre det nødvendigt at inddrage andre relevante interessenter ift. din beslutning og afstemme det ønskede resultat med dem. Søger du eksempelvis at opnå flere forskellige ting med din beslutning; hvad er i så fald vigtigst at få opfyldt af dine forskellige mål? Stop på den måde op i din egen beslutningsproces, og giv dig selv tid og plads til at afklare, hvilken handlemulighed du vil gøre brug af ud fra et hensyn til det, du gerne vil opnå.

Et konkret eksempel kunne være, at en vilkårlig opgave dumper ned hos en leder, som nu kan vælge, om vedkommende vil løse opgaven selv eller uddelegere den til en anden. Lederen bør i denne forbindelse overveje, om det er mest hensigtsmæssigt, at opgaven bliver løst hurtigt, at den bliver løst rigtigt, eller at lederen selv løser den? Herudfra kan lederen så overveje, hvad der vil være at vinde ved at gøre det selv, og det kan f.eks. være tilfældet, hvis det vil tage for lang tid at sætte en anden person ind i opgaven frem for at ordne det selv.

TÆM DINE TANKER - Du skal forstå, hvordan dine følelser påvirker din beslutning

Du skal også kigge indad, når du træffer en beslutning, så du kan analysere, hvordan du bliver følelsesmæssigt påvirket af den. Har du mange følelser i klemme, vil du være i risiko for i affekt at tage en hurtig og uigennemtænkt beslutning, der vil være uhensigtsmæssig ift. dit mål med beslutningen.

I stedet bør du slå koldt vand i blodet og tæmme dine tanker. Vi når som regel frem til mere rationelle beslutninger, når vi tænker tingene ordentligt igennem, så hvis du har tiden til det, er det et absolut must at gøre. Du står imidlertid også over for mange små beslutninger i løbet af en almindelig dag, og langt de fleste valg, du foretager, er baseret på bare et splitsekunds overvejelse. Ignorerer du dog din første indskydelse og tænker grundigere efter, kan det være, du når frem til en anden beslutning, som i virkeligheden tjener dig og det, du står i, bedre.

 

Artiklen fortsættes herunder. 

Relaterede podcasts

FIND FAKTA - Du skal sikre dig, du har den information, beslutningen kræver

Beslutninger har naturligvis forskellig karakter, og nogle vil være vigtigere end andre. Visse af dem kan du godt ”nøjes med” at tage alene på baggrund af følelser, men så snart beslutningen har tilstrækkelig betydning for dig eller andre, er du nødt til at finde de relevante fakta, som det vil kræve at gøre din beslutning gennemtænkt og velovervejet. Med andre ord skal du gøre dig klart, hvorvidt du har alle de nødvendige ressourcer og værktøjer til at træffe den rigtige beslutning.

Det gør sig sådan set gældende for samtlige punkter i artiklen, men særligt i denne forbindelse vil det variere, hvor meget tid din beslutning kræver. En beslutning om frokost vil eksempelvis ikke kræve megen omtanke, mens der for andre beslutninger kan være mange flere facetter og aspekter at tage højde for.

TÆNK DIG OM - Du skal finde 3 løsninger, før du kan vælge den bedste

Nogle gange kan vi blive tilbøjelige til at vælge den første løsning, vi kommer på; eller måske den første ”acceptable” løsning, vi finder. Her skal vi dog lige stoppe en halv og tænke os om, så vi kan være sikre på, at beslutningen også er den bedst mulige. Find derfor på 3 forskellige løsninger til den problemstilling, du står overfor, og vælg herudfra den bedste af dem.

Det kan du gøre ved først at afveje dine muligheder og blive bekendt med konsekvenserne af dine foreslåede løsninger for herefter at vælge det bedste forslag med øje for det pågældende ”slutresultat”. Herudover kan du prøve at forestille dig konsekvenserne af, at du gør det modsatte; altså hvis du undlader at træffe en bestemt beslutning. Nogle gange vil det bare bekræfte dig i, at den første løsning, du kom på, var den bedste, men så har du i det mindste tænkt tingene igennem og kan være sikker i din sag.

FORCÉR IKKE - Du skal give dig selv den tid, den enkelte beslutning kræver

Lad være med at skynde dig mere end højst nødvendigt i din beslutningsproces, da hurtige beslutninger ofte vil lede til mindre omtanke. I mange tilfælde vil det være at foretrække, at du venter en ekstra dag med at tage en given beslutning for at sikre, at det nu også er den rigtige, frem for at du tager den forkerte beslutning med det samme. Vær desuden bevidst om, at også her kan dine følelser spille ind og ”lokke” dig til at træffe en hurtig, men uovervejet beslutning, hvilket øger risikoen for, at det ikke er den rigtige.

 

Artiklen fortsættes herunder.

Relaterede artikler

TRO PÅ DET, DU GØR - Du må ikke lade tvivlen forstyrre din beslutning, når den er taget

Når du endelig har taget din beslutning, så se kun fremad og ikke tilbage. Tanker om ”could’ve, would’ve, should’ve” kan nemt melde sig, når usikkerheden og bagklogskaben titter frem, men tænk i stedet over det næste rigtige at gøre. Det vil du også sagtens kunne gøre med ro i maven, hvis du har gjort alt det foregående, vi har været inde på, og du dermed har gjort dit forarbejde rigtigt og har truffet en velovervejet beslutning.

Særligt for ledere er det vigtigt at stå ved sin beslutning, da det viser tydeligt lederskab og giver andre en vis sikkerhed i det, de laver. Handler du omvendt i affekt, eller ryster du på hånden, så øger det risikoen for at træffe den forkerte beslutning, og lader du tvivlen forstyrre din beslutning, når den er taget, risikerer du at give din tvivl videre til andre, der bliver berørt af din beslutning, hvilket kan påvirke deres måde at gå til sagen på uhensigtsmæssigt.

STOP, OG EVALUÉR - Du skal glæde dig over de rigtige og tage hånd om de forkerte

Det er naturligvis vigtigt, at vi lærer af vores succeser og fiaskoer, så vi har mulighed for at begrænse fiaskoerne og styrke vores succeser. Det kræver, at vi evaluerer beslutningen, når det hele er overstået, for at se, om det kunne være gjort på en endnu bedre måde.

Enhver beslutningsproces behøver ikke nødvendigvis være lige lang, og hvis en leder ikke formår at træffe beslutninger, bliver det hele hurtigt ineffektivt. Find derfor en god balance, og vær bevidst om, hvornår du har opbygget tilstrækkelig erfaring inden for et givent område til at træffe både hurtige og rigtige beslutninger, og vær således effektiv, hvor du kan.


Det er ikke altid lige let at træffe de rigtige beslutninger, men du kan forbedre dine forudsætninger for det betydeligt ved at give dig selv den nødvendige tid til at gennemtænke det, du står overfor. Bedre beslutningsevner er ikke bare med til at styrke dig selv, men vil også kunne styrke dem du arbejder sammen med, idet du giver dem en vis stabilitet at arbejde ud fra. Det betaler sig derfor at være bevidst om og arbejde med sin egen beslutningsevne, og disse 7 trin kan forhåbentlig hjælpe dig på vej, så du kan gøre dine næste mange beslutninger til de rigtige.

af Jens Dalgaard

Adm. direktør hos TACK 

 

Gratis rådgivningHvordan kan vi hjælpe dig?

Vores rådgivere og eksperter indenfor vejledning i kurser sidder klar til at hjælper med at finde de helt rigtige kurser og uddannelser for dig/jer – helt uforpligtende. Ring til os på tlf. 70101201 eller udfyld kontaktformularen herunder, så kontakter vi dig hurtigst muligt.