Alene på arbejde derhjemme

Hjemmearbejdspladser er under Coronakrisen blevet udbredt som aldrig før, og i denne tid er det for manges vedkommende første gang, de stifter bekendtskab med at arbejde hjemmefra – og alt hvad det indebærer. Det vil i begyndelsen formentlig være et fornøjeligt afbræk fra den vante rutine, men efter noget tid kan det for nogle af os blive en udfordring; måske bliver vi kuleskøre af at være for isolerede, eller måske mister vi motivationen, når kollegerne ikke er der til at holde gejsten oppe. Der er dog flere ting, du kan gøre for at sikre en god arbejdsdag, samt at du er i stand til at bevare din motivation og produktivitet, og det får du her 9 gode råd til.

1. Gør dig klar som normalt

For at holde dig selv inde i din normale arbejdsrutine bør du starte dagen, som du plejer. Tag et dejligt bad, så du vågner; få lidt god mad, så kroppen har energi til den første etape af dagen; og klæd dig gerne pænt i tøjet, så du også mentalt bliver indstillet på, at der nu skal præsteres, som var du på arbejdspladsen. Det gode afsæt lægger linjen for resten af dagen.

2. Kom i gang

Da vi typisk har flest kræfter at gøre godt med på den første del af dagen, kan du med fordel starte dagen tidligt – og som minimum til tiden – da det er med til at bevare din normale rutine. Herigennem forsikrer du samtidig dig selv imod uforudsete afbrydelser, da du giver dig selv mulighed for at gøre op for det, hvis du senere oplever afbrydelser. Gør dig desuden nogle forestillinger om, hvad du vil bruge din tid på i løbet af dagen, og definér herudfra tidsfordelingen nøje, og planlæg desuden præcist hvornår, du vil gøre hvad. Herved vil du have skabt dig et overblik over arbejdsdagen, ligesom du vil have mulighed for at holde snor i tidsforbruget på hver af dine opgaver.

3. Del din dag

Når du deler information om din arbejdsdag med din omverden, gør du ikke kun andre bevidste om, hvad du bruger din tid på; for kollegers og chefers vedkommende vil de samtidig vide, hvad de kan forvente sig af dig, hvilket til tider kan være forbundet til eller have relevans for deres arbejdsopgaver. Det giver både din chef og kolleger bedre mulighed for at udnytte din tid, kompetencer og ressourcer, når de ved, hvad du foretager dig, og alle bør være med til at løfte dette ansvar. I tillæg kan det potentielt gøre din familie mere forstående overfor ”arbejdstiden” på hjemmearbejdspladsen og herved mere opmærksomme på arbejdsmiljøet, som har en afgørende indflydelse på din produktivitet.

4. Få billede på din kommunikation Brug FaceTime, Skype for meetings eller...

Ved at få sat billede på din kommunikation igennem diverse softwareapplikationer som eksempelvis FaceTime, Skype for Meetings eller andet, vil du automatisk blive mere engageret i din kommunikation, når du taler med kolleger, kunder, samarbejdspartnere m.fl. i løbet af dagen. Det kan desuden være med til at øge din motivation for at levere gode præstationer, og det kan potentielt også opveje for en del af det sociale afsavn, du oplever derhjemme.

5. Pas på tiden

Hele dagen bør du søge at holde et vågent øje med både klokken og dit tidsforbrug for enkelte sager eller opgaver. Pas på, at din tidligere definerede plan for dagen ikke kommer til at skride, og registrér gerne de tidsrøvere og overspringshandlinger, du oplever i løbet af dagen, så du får mulighed for enten at tage hensyn til det eller at ændre på det i morgen, så du ikke sænker tempoet om eftermiddagen. Vi er nødt til at blive bevidste om forhold, før vi kan forandre dem.

6. Få frisk luft

Sidder du indenfor for længe ad gangen, måske tilmed med gardinerne trukket for, risikerer du at blive træt og ør i hovedet, inden dagen er omme. Det bedste middel imod dét er frisk luft, og du kan derfor drage stor gavn af at gå en tur – om nødvendigt flere gange om dagen. Herved sikrer du, at du kan holde du dig frisk og fit for fight helt indtil fyraften, samt at dit arbejde om eftermiddagen bliver lige så godt som det om formiddagen.

7. Få motion

Mindre afbræk i løbet af arbejdsdagen hjælper ligeledes på ens mindset og motivation. Hvis du vil have størst muligt udbytte af dine små pauser, så sørg for at få lidt motion inkorporeret ind imellem, så du kan udløse serotonin i hjernen og få en følelse af velvære, samtidig med at du begrænser stresshormonet cortisol. Du kan eksempelvis udvælge nogle egnede tidspunkter på dagen, hvor du tager 10 armstrækkere, squats eller andet. Du bør se det som en investering, hvor du bruger lidt kræfter på senere at få flere kræfter.

8. Del din succes

Det er vigtigt at huske at fejre sine succeser, da det kan bidrage positivt til både ens egen selvtillid og stemningen i ens team. Vær derfor konkret i din kommunikation, så du specifikt kommer ind på, hvad du nåede på dagen, hvordan du sejrede, og hvad du tænkte i eller lærte af situationen. Vær således ikke bleg for at dele ud af dine guldkorn, og ros og anerkend desuden andre personer, hvis de har hjulpet dig med at opnå succesen.

9. Giv din dag karakter

Endelig vil du kunne få gavn af at vurdere dig selv og din egen præstation dagligt og herudfra give hver af dine dage en karakter. Det lader dig konkludere på dagens indsats, så du kan klarlægge alt det gode, du gjorde i løbet af dagen, som du så kan tage med til i morgen og gøre brug af igen. Hold desuden fri, når du har fri, så du også kan leve op til dit ansvar overfor dine nærmeste, som du nu har gjort det for dine kolleger. Så vil du kunne holde fritid og arbejde adskilt og herved sikre, at du er der for dem, du holder af.

Hjemmearbejdspladsen indbefatter både små og store udfordringer, og særligt hvis det er nyt for dig, kan det være gavnligt med lidt selvransagelse og -udvikling, så du fortsat kan sikre din gode arbejdsstruktur. Det skader slet ikke, at rammerne for arbejdet er hyggelige; men det forudsætter, at man til stadighed leverer.

Bestil kursus

Bestilling af TACK’s åbne kurser og uddannelsesforløb


Kontakt

Os på +45 70 10 12 01


Tilmeld nyhedsbrev

Hold dig opdateret med nyheder og inspiration


Bestil materiale

Her kan du bestille inspirationsmateriale


© 2016 TACK International. All rights reserved