Lav din egen 360 graders måling

Vil du udvikle dig selv og få mere ud af dine personlige styrker og eliminere dine dårlige vaner, er det afgørende, at du af og til stopper op og evaluere dig selv og din adfærd.
Det er naturligvis lettere sagt end gjort og ofte er vi ikke selv i stand til at gøre det på egen hånd, hvis vi for alvor skal bruge denne evaluering konstruktivt.

Derfor kan du med fordel lave din egen 360 graders måling, hvor du søger feedback fra folk omkring dig. Ønsker du at implementere en adfærdsændring, kræver det dog, at du er i stand til at håndtere feedback, og hvor få mennesker er gode til at tage imod feedback, så kan endnu færre mennesker finde ud af at give sig selv fornuftig feedback. Men øvelse gør mester, og hvis du mestrer dette aspekt, vil det kunne gavne både dit privatliv og dit arbejdsliv.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men du vil antageligt kunne påvirke hvert eneste aspekt af dit liv positivt, hvis du formår konstruktivt at bruge den feedback, du modtager.

En 360 graders måling er et fantastisk redskab til at drive disse gavnlige adfærdsændringer, og selvom man oftest bruger den i ledelsessammenhænge til at vurdere opfattelsen af enkelte lederes adfærd blandt medarbejdere, så kan alle drage nytte af redskabet til at identificere aktuelle forbedringsmuligheder i sin adfærd, som vil kunne omsættes til stærkere relationer og resultater. I denne artikel får du en guide til, hvordan du kan bruge nogle af målingens elementer til din personlige 360 graders måling.

Udover at definere egne tanker og følelser gælder det om at spørge så mange af dine nærmeste relationer som muligt til råds for at få deres perspektiv på din adfærd. Det vil altså sige, at du med fordel kan spørge både din kollega, chef, medarbejder, kunde, kæreste, venner osv., da det er den hurtigste måde at identificere dine forbedringsmuligheder og blive en bedre udgave af dig selv.

Hvad gør jeg godt?
Du kan passende tage det nemmeste skridt først og spørge ind til hvad, du gør godt. Det er feedbacken, der uomtvisteligt vil være nemmest at sluge og desuden danner fundamentet for vurderingen af dig selv. Sørg for, at den ros, du modtager, er specifik og konstruktiv. Det er ikke nok at vide, at ’du er god til at sælge’ eller ’du er en god kollega’. For at du kan bruge den positive feedback, er det nødvendigt at få flere detaljer. Det kan du for eksempel indhente ved at stille en række uddybende spørgsmål såsom ’hvor i salgsprocessen er jeg stærkest?’ eller ’i hvilke situationer oplever du, at jeg er en god kollega for dig?’ – jo flere eksempler, jo bedre.

Hvad skal jeg gøre mere af?
Dette spørgsmål bygger videre på det foregående og vedrører igen de ting, som du gør godt, men som de adspurgte mener, du med fordel kan gøre mere af. Vi fortsætter således den positive linje lidt endnu ved at dvæle ved den positive og hensigtsmæssige adfærd. Dette er lavthængende frugter, som du bør sikre dig, at du høster. Det kræver ikke en decideret adfærdsændring, men derimod blot et øget fokus på noget af det, som du allerede gør.

Hvad kan jeg gøre bedre?
Nu har vi nået det kritiske stadie, hvor din evne til at tage imod kritik skal stå sin prøvelse. Da det i og for sig er dine mangler eller utilstrækkeligheder, der blotlægges, gælder det om ikke at gå i defensiven og begynde at remse undskyldninger op. Ej heller bør du bagatellisere kritikken eller begynde at retfærdiggøre dig selv og din adfærd. Tag kritikken til dig, reflektér på det nævnte, og se dine utilstrækkeligheder som forbedringsmuligheder.

Hvor kan jeg blive mere effektiv?
Endnu en gang bearbejder du dine utilstrækkeligheder, og de førnævnte principper gælder således også her. Dette spørgsmål er mere specifikt end det foregående og sætter et skarpere fokus på tidsudnyttelsen i forskellige sammenhænge eller i forbindelse med diverse aktiviteter. Vi har alle områder, hvor vi enten gør mere end forventet, bruger tiden uhensigtsmæssigt eller hvor vi kan gøre tingene på en mere effektiv måde. Tiden er et vigtigt parameter for os alle, da det er en af de få faktorer i vores hverdag, som ikke er fleksibel.

Hvad er dit gode råd til mig?
Endelig kommer vi til de foreslåede løsninger, hvor du kan lade de adspurgte tale frit fra leveren. Måske kan du bruge det nævnte til noget og måske ikke; det er ikke til at sige på forhånd, men du får her adgang til nogle andre perspektiver og tankemønstre omkring, hvordan du på bedste vis udvikler og udnytter de tidligere nævnte forbedringsmuligheder; dine mangler eller utilstrækkeligheder.

Det er dog ikke nok at lave selve vurderingen. Vurderingen skulle gerne lede til forbedringer, som på længere sigt vil styrke dine resultater eller på anden vis skabe en positiv forandring, og for at sikre dette er det vigtigt, at du efterfølgende evaluerer på den og får udfærdiget nogle konkrete handlingspunkter, så det er let for dig at påbegynde indsatsen for at kaste dårlige vaner af sig, ændre adfærd og fortsætte sin positive udvikling.

God vind!

Bestil kursus

Bestilling af TACK’s åbne kurser og uddannelsesforløb


Kontakt

Os på +45 70 10 12 01


Tilmeld nyhedsbrev

Hold dig opdateret med nyheder og inspiration


Bestil materiale

Her kan du bestille inspirationsmateriale


© 2016 TACK International. All rights reserved