Sammen på afstand

NÅR JOBBET TAGES MED HJEM - HUSK DET SOCIALE I DIT KOLLEGASKAB

Det var nok de færreste, der øjeblikkeligt oplevede et socialt afsavn, da de tidligt i Covid-19-pandemien fik besked på at arbejde hjemmefra. Men efter måneder på sin hjemmearbejdsplads eller alternativt flere afbrudte perioder med arbejde hjemmefra, begynder følelsen af social isolation dog mange steder at melde sig, og her er det vigtigt, at man husker på det sociale i sit kollegaskab. Med tiden bliver det kun tydeligere, at vi har brug for hinanden, og det kræver, at vi også er der for hinanden.

I det følgende kan du læse om 7 punkter, som du bør have fokus på for at sikre arbejdsprocesser, pleje relationer og tilfredsstille dit sociale behov ift. dine kolleger, når I arbejder hver for sig.

1. VÆLG DIG EN-TO VIGTIGE KOLLEGAER

Der vil antageligt være nogle kolleger, som du enten har en bedre kemi med end andre, eller som spiller en mere væsentlig rolle i forhold til de opgaver, du sidder med. Dem kan du med fordel udvælge to vigtige personer iblandt, som du bevarer en ekstra tæt kontakt til, så I har mulighed for løbende at opdatere og supportere hinanden.

Fortæl først og fremmest dine vigtige personer, at de er vigtige for dig, og redegør så for, hvordan du gerne vil bruge dem; og vice-versa da det kan få dem til selv at åbne mere op omkring jeres indbyrdes relation.
Formålet herfor er at gøre det muligt for jer at passe på hinanden. Det vil kræve en vis grad af loyal fortrolighed imellem jer, hvilket indbefatter, at I med ro i sindet kan drøfte konfidentielle, følsomme eller betændte emner med hinanden.
Aftal med dine udvalgte kolleger nogle faste tidspunkter, hvor I kan kontakte hinanden, så henvendelserne bliver skemalagt og ikke risikerer at skabe konflikter med nogen af jeres andre gøremål.

2. FORTÆL DINE KOLLEGAER, HVAD DER SKER

Når du og dine kolleger holder et højt gensidigt informationsniveau og fortæller hinanden, hvad der sker i hver af jeres respektive verdener, så gør I jer i stand til at støtte, tage hensyn og give sparring til hinanden.
Fortæl derfor løbende dine kolleger om, hvad der sker i din verden, hvad du arbejder med, hvor langt du er, hvad du mangler, og hvordan du har det. Dine kolleger kan være afhængige af det, du sidder og arbejder med, og hvor du er i din arbejdsproces kan således have indflydelse på deres arbejdsgang. Ved at informere bredt og meget skaber I automatisk en forventningsafstemning, samtidig med at I nedsætter risikoen for misforståelser og fejlagtige antagelser.

Husk også at informere omkring den private sammenhæng, der er med til at øge jeres indsigt i hinanden og jeres respektive situationer. Det vil kunne styrke de personlige, sociale bånd mellem jer, hvilket er med til at øge den personlige støtte, som I kan give hinanden. Det kan desuden være hårdt at arbejde hjemmefra, da privat- og arbejdsliv flyder mere sammen, og derfor kan der godt opstå et behov for at sparre herom med sine kolleger fra tid til anden. Sørg dog for at spørge om tiden til det, da det potentielt vil kunne forstyrre en kollegas arbejdsproces eller være til gene, fordi en kollega er presset af at skulle nå en deadline el.lign. Husk på, at andre kun vil kunne udvise de rette hensyn, hvis de har den rette viden.

3. AFTAL SOCIALE MØDER UDEN AGENDA

Når I som kolleger mødes uden en professionel agenda i en ikke-faglig sammenhæng, vil der typisk sprede sig en anderledes stemning og komme fokus på nogle andre ting end vanligt. Det vil kunne få jer til at se hinanden i et nyt lys og nedbryde sociale barrierer i teamet/afdelingen/virksomheden, hvilket kan styrke det interne samarbejde på længere sigt eller sikre, at et i forvejen solidt sammenhold ikke bliver ødelagt. Sammenkomsten kan tage sig ud på mange forskellige måder; det kan eksempelvis være et kort ”bordet-rundt” i forbindelse med et andet urelateret møde, eller det kan være et arrangement udelukkende dedikeret til et socialt formål; f.eks. virtuel fredagsvin/-øl.

4. SKIFT OFTE MELLEM DINE KOLLEGAER

Når du går til dine kolleger med spørgsmål, anmodninger eller andet i det daglige, er det væsentligt, at du sørger for at skifte ud imellem dem jævnligt. Det vil lade dig skabe kontakt til så mange som muligt i din organisation, hvilket vil give dig bedre mulighed for at søge støtte og sparring i fremtiden. Går du konsekvent til den samme person igen og igen, risikerer du at tære på den pågældende relation, da vedkommende antageligt vil opleve det som, at hjælpen ikke er gensidig, og at de desuden skal bruge for meget af deres egen tid på at løse dine opgaver. Send også gerne en hilsen, når der er en grund eller lejlighed til det, så du holder forbindelserne ved lige, og ring samtidig og ros dine kolleger, når du oplever, at det måtte være relevant.

5. HUSK OGSÅ DEN SPONTANE KONTAKT

Alle interaktioner kolleger imellem behøver dog ikke være plan- og skemalagt. Den spontane kontakt kan også være vigtig og skabe værdi, så søg kontakten, når der er en reel grund til det, men pas omvendt på, at du ikke ender med at blive en tidsrøver for dine kolleger, så kontakten ikke ender med at blive ildeset. Du bør desuden introducere dig selv til nye kolleger, så de ved, hvem du er, hvad du kan, og hvordan I potentielt ville kunne hjælpe hinanden.

6. RING TIL DIN CHEF, NÅR DU HAR TANKEN

Relationen til din chef er en af de vigtigste i hele organisationen, så det er vigtigt, at du får fulgt op herpå, når du har tid og mulighed for det, og ikke bare lader stå til. Vent derfor ikke på, at din chef kontakter dig, men ring derimod selv til din chef, når du får tanken, så du kan informere, stille spørgsmål og give statusopdateringer, uden at chefen oplever det som om, at han/hun skal bruge sin egen tid på at trække informationen ud af dig.

Du bør, på samme måde som med dine kolleger, også have forståelse for og udvise hensyn til din chefs situation. Din chef oplever antageligt en vis travlhed og et pres fra de forandringer, som I hele tiden søger at tilpasse jer, så hvad end, du kan gøre for at optimere og effektivisere din chefs tid, vil blive værdsat. Vær derfor effektiv og tydelig i din kommunikation, og tilbyd desuden din hjælp, der hvor du kan, så du hjælper chefen med at optimere udnyttelsen af jeres samlede menneskelige ressourcer.

7. DELTAG, NÅR DET FYSISKE ER MULIGT

Vi har efterhånden mange valgmuligheder, når vi skal vælge, hvilken kommunikationsplatform vi har lyst til at bruge, når vi skal interagere med andre på distancen. Når det kommer til de kollegiale relationer, kan du med fordel bruge alle de kommunikationsmuligheder, du har: Virtuelle møder, telefon, tekst, mail og sociale medier m.fl. Intet slår dog den fysiske interaktion med kollegerne, så får I mulighed for at mødes fysisk, så prioritér, og udnyt den, men sørg for at gøre det under ordnede forhold med den sikkerhed, der nu engang kræves.

Når man i organisationen rykker længere væk fra hinanden fysisk, bliver det vigtigt, at man rykker tættere sammen på andre kommunikationskanaler. Informationsflowet skal intensiveres, kommunikationen skal effektiviseres og de interne relationer skal plejes for at opretholde fornuftige arbejdsgange og bevare det sociale sammenhold, så arbejdsmiljøet ikke kommer til at lide under, at I er spredt for alle vinde.

Læs relaterede artikler:
Den gode hjemmearbejdsdag
Alene på arbejde derhjemme

Bestil kursus

Bestilling af TACK’s åbne kurser og uddannelsesforløb


Kontakt

Os på +45 70 10 12 01


Tilmeld nyhedsbrev

Hold dig opdateret med nyheder og inspiration


Bestil materiale

Her kan du bestille inspirationsmateriale


© 2016 TACK International. All rights reserved