Kurven
Klik her og hent, så du får et overblik over alle vores kurser indenfor salg, ledelse og personlig udvikling.
Kurven
Sales Power handler ikke om at dominere rummet med højtråbende ord og overdreven selvsikkerhed. Tværtimod er det en kombination af selvtillid, god energi og autentisk nysgerrighed. I denne episode af TACK TALKS fortæller Claus Bendixen, Chefkonsulent hos TACK International, om de tre vigtige elementer, der indgår i Sales Power; selvtillid, gennemslagskraft og målsætning. De tre elementer giver dig tilsammen evnen til at fylde rummet uden at overskygge andre, samtidig med, at du bevarer din egen personlighed. Det handler om at balancere mellem selvsikkerhed og ydmyghed, så kunden føler sig set og hørt.
En sælgers selvtillid kan ses og mærkes i hele deres fremtoning. Claus beskriver selvtillid som evnen til at hvile i sig selv, at kunne besvare kundens spørgsmål med klar overbevisning og at udstråle ekspertise omkring sit produkt. Men selvtillid opstår ikke ud af ingenting; det kræver masser forberedelse og erfaring.
Når du kender dit produkt, marked og kundens behov til bunds, kan du håndtere indvendinger uden at vakle. Et simpelt trick (til at vinde mere betænkningstid) er at stille uddybende spørgsmål til kundens indvendinger – det giver dig nemlig tid til at reflektere og tænke over den rette respons. Desuden er det helt okay at indrømme, hvis du ikke har svaret på et spørgsmål. En bemærkning som "Det vil jeg vende tilbage til" viser menneskelighed og ærlighed, hvilket styrker din troværdighed og fastholder din selvtillid.
Gennemslagskraft handler ikke om at tale højt eller tage styringen i en samtale. Det er derimod evnen til at bruge kropssprog, toneleje og timing til at skabe resonans hos kunden. Det kræver både tålmodighed, forberedelse og øvelse at mestre dette, men belønningen er stor, når du kan kommunikere klart og præcist uden at dominere rummet.
Pauser spiller også en vigtig rolle i at skabe gennemslagskraft. Ved at give kunden tid til at reflektere over det, du siger, viser du respekt og skaber et rum for en dybere dialog. Lyt aktivt til kundens respons og tilpas din kommunikation til deres behov. Når du har styr på kundens udfordringer og dine egne løsninger, fremstår du mere troværdig og selvsikker. Derudover er det vigtigt at tro på de produkter og værdier, du repræsenterer. Denne troværdighed kan mærkes af kunden og skaber en stærkere relation – og det er en afgørende del af at opnå gennemslagskraft.
Målsætninger er den sidste afgørende del af at have Sales Power. Uden klare mål risikerer du at miste retningen og fokusere på irrelevante opgaver. Claus sammenligner det med et "100-meter-løb for folk uden stedsans" – hvis du ikke ved, hvor du vil hen, kan du nemlig ikke lægge en effektiv strategi.
Men det er ikke nok bare at sætte mål, de skal jo også være realistiske og samtidig udfordrende. Ambitiøse mål kan motivere dig til at yde dit bedste, men hvis de er for urealistiske, kan de føre til frustration og udbrændthed inden du er kommet ordentlig i gang. Det er derfor en god idé at bryde dine større mål ned i mindre delmål, så du kan skabe en struktur, der gør det muligt at spore din fremgang og fejre de små sejre undervejs. Tidshorisonten er også vigtigt. Ofte overvurderer vi, hvad vi kan opnå på kort sigt, men undervurderer, hvad vi kan opnå over en længere periode. Ved at sætte langsigtede mål og kombinere dem med delmål, gør du det mere realistisk at nå dine mål.
Selvom det kan lyde sådan, så er Sales Power ikke kun for sælgere. Det kan være lige så afgørende til en jobsamtale, et netværksmøde eller under en præsentation. Hver gang du interagerer med andre, er det en mulighed for at sælge enten et produkt, en idé eller dig selv.
Det er vigtigt at have en proaktiv tilgang for at opbygge Sales Power. I stedet for at lade dig overvælde af ting, du ikke kan kontrollere, bør du fokusere på de elementer, du har magt over. Denne fokuserede og løsningsorienterede tilgang giver dig energi og sikrer, at du bevarer dit momentum. Som Claus nævner, er det energien i rummet, der flytter ting. Hvis du formår at bringe den rette energi og positivitet til en situation, vil det smitte af på dem, du interagerer med, og skabe en stærkere relation.