Kurven
Klik her og hent, så du får et overblik over alle vores kurser indenfor salg, ledelse og personlig udvikling.
Kurven
I dette afsnit møder du Mikael Kamber, som du med sikkerhed kender fra TV2 Nyhederne. Men vidste du også, at han i en lang årrække har arbejdet med positiv psykologi, ledelse og kommunikation?
Mikael Kamber giver dig i denne episode et indblik i positiv psykologi og, hvad det kan betyde for dig i hverdagen. Positiv psykologi handler om at skabe en balance, hvor man håndterer de udfordringer, som skal løses og, hvor man har fokus på at bruge mest mulig energi på livets positive faktorer.
”Sur for en sikkerheds skyld” er også titlen på den bog, som Mikael Kamber har skrevet om positiv psykologi. En bog som handler om at leve i vores tid. En tid med store muligheder og store trusler. Mikael Kamber giver dig i denne episode indblik i, hvordan du kan skabe en sund balance mellem mulighederne og truslerne. Du får viden om, hvorfor det ikke er nok at være ”sur for en sikkerheds skyld”, og hvordan du kan bevæge dig i retning af at være ”livsglad med vilje”.
De mennesker, der møder verden med en tilbøjelighed til at se det bedste i alt, har et bedre helbred, ikke bare mentalt men også fysisk.
Positiv psykologi kan bruges til at analysere, hvad det egentlig er, du har at bidrage med. Gennem den analyse vil du finde frem til, hvad dine styrker og svagheder er, hvordan dine relationer ser ud – og derfra kan du beslutte, hvad du vil fokusere på. Kernen i positiv psykologi er, at vi har et valg. Vi er ikke slaver af vores natur. Vi er ikke slaver af vores verden. Vi er ikke engang slaver af vores fortid. Vi har muligheden for selv at vælge en del af retningen i vores eget liv. Der er selvfølgelig begrænsninger. Men langt hen ad vejen, så har vi et valg og kan lægge en plan.
Siden afslutningen på 2. verdenskrig er der sket en voldsom velfærdseksplosion særligt i den vestlige verden. Det har betydet, at vi stort set har alt. Vores oldeforældres generation ville måbe, være imponerede og tænke ”hvor må de være lykkelige”. Men det har vist sig, at sådan er det ikke. Vi vænner os lynhurtigt til det niveau, vi er på velstandsmæssigt og derfra måler man verden og sin lykke. Så selvom vi har alt i dag, så afspejler det sig ikke i vores lykkefølelse og mentale sundhed.
Den positive psykologi har stort fokus på de spørgsmål, som du stiller. I stedet for at spørge ind til der, hvor medarbejderen fejler, så spørg ind til der, hvor vedkommende lykkes. Hvordan kan man få mere af det til at ske fremover. Det virker på samme måde som en lommelygte. Det, som du retter lyset mod, er det du ser. Og det vil fylde i din verden – og skabe mere af det samme.
Hvis du spørger hundrede mennesker, om de vil have tillid til et menneske, som de ikke kender, så er der 69 mennesker, som vil svare ja. Tillid er derfor den dyrebareste kapital, som vi har i vores lille samfund i Danmark. Vi har en tillid, som gør, at vi hurtigt kan rykke sammen. Hvis jeg gør det rigtige – så har jeg tillid til, at andre også vil gøre det rigtige.
Tillid er også en vigtig del af ledelse. Tillid er min tro på, at du i en situation, som vi ikke kender endnu, vil agere på en måde, som jeg vil opleve som god. Tilliden er dyrebar, men også skrøbelig. Du kan hurtigt svigte tilliden. Så hvordan opbygget du tillid? For det første er det en beslutning. Det er en tilgang til andre mennesker, som betyder, at du vil give dem chancen. En tillid til at andre mennesker vil i samme retning. Når beslutningen er taget, så skal der dannes et rum for tilliden, hvor du opstiller klare rammer for, hvad der forventes i den konkrete opgave. Derudover er det vigtigt, at de mennesker, som du udviser tillid til, har de rette kompetencer og værktøjer til at kunne agere i det tillidsfulde rum. Det næste som sker er, at de mennesker, som du har vist tilliden, skal vise, at de har levet op til tilliden.
Afslutningsvis giver Mikael Kamber dig konkrete råd til, hvordan du skaber anerkendende ledelse og bruger positiv psykologi i din ledelse i hverdagen. Din ledelse er ikke en one size fits all. Den er tilpasset den enkelte. Derfor er du nødt til at interessere dig for mennesker. Hvem er de? Og derigennem finde frem til, hvordan du kan være med til at spille dem endnu bedre.