Kurven
Klik her og hent, så du får et overblik over alle vores kurser indenfor salg, ledelse og personlig udvikling.
Kurven
Bløde værdier som empati og psykologisk tryghed fylder mere og mere på arbejdsmarkedet. For det, at forstå andres følelser og adfærd, er afgørende for et sundt og trygt arbejdsmiljø. Og af de grunde skal vi i denne episode tale om mentalisering med TACKs Salgs- og Marketingdirektør Marie Kongsted.
Mentalisering er evnen til at forstå adfærd, tanker og følelser. Mentalisering er derfor noget vi skal have fokus på, hvis vi vil have bedre relationer samt færre misforståelser og konflikter på arbejdspladsen. Man kan beskrive det som en form for ”aktiv empati” og den indsats vi gør for at forstå andre mennesker og ved også at prøve at forstå deres bevæggrunde og deres tanker. Det er interessen og nysgerrigheden i at forstå netop de følelser og tanker, der ligger bag en bestemt adfærd.
Alle mennesker oplever nemlig virkeligheden forskelligt. Marie forklarer, at det derfor er en præmis, man skal acceptere, hvis man skal arbejde med mentalisering.
Marie fortæller derefter om den nemmeste måde at starte med at bruge mentalisering på; gennem tre simple steps.
1. Stop
2. Sæt til side
3. Spørg
Når man stopper op, sætter sine forudindtagede meninger til side og i stedet spørger ”Hvad mente du egentlig lige der?”, så åbner vi op for kommunikationen. Man er mere reflekterende og viser, at man forsøger at forstå, hvor den anden kommer fra. Det kan give den anden person motivation for at forklare sig.
Allerede der er kommunikationen på et helt andet niveau, hvor vi ikke lader hidsighed og vrede tage over, og lader det blive ukonstruktivt og usammenhængende. Mentalisering vil derfor give et bedre samarbejde med sine kolleger, da misforståelsen gribes inden det bliver en konflikt.
Hvis man har et ønske om bedre samarbejde, kan mentalisering med fordel implementeres på arbejdspladsen. Det er nemt at huske de tre steps, men det kan stadig være svært at udføre. Det handler om, at man prøver alt det man kan og giver det et forsøg; jo flere gange man prøver, jo mere rutine vil man få.
Det er tillidsskabende, og dermed grobund for psykologisk tryghed, at kunne spørge sine kolleger, hvorfor de sagde som de gjorde og hvad intentionen bag var. Det vil både forbedre arbejdsmiljøet og virksomhedens lønsomhed.
Formålet er netop at forbedre kommunikationen og minimere antallet af misforståelser og konflikter. Derfor skal man have fokus på intentionen. Alle kan komme til at sige noget uheldigt eller sårende uden, at det var intentionen bag.
Vi har alle erfaringer og oplevelser med i bagagen, der påvirker, hvordan vi opfatter andre og deres adfærd. Alle kan mestre mentalisering, men det kræver, at man er interesseret i resultatet.
Der kan være nogle personlighedstyper, som kan have sværere ved at have en ægte interesse i andre. Når vi taler følelser og de bløde værdier, så er det tydeligt at mærke, hvornår det er en ægte, empatisk eller mentaliserende tilgang, som lederen kom med eller om det var for egen vindings skyld.
Hvis man som leder tidligere har ledet sine medarbejdere på mere traditionel vis, så er det er stort skifte at bruge den mentaliserende tilgang. Derfor skal man måske til at overbevise sine medarbejdere om, at man gør det her ud fra en oprigtig interesse.
Evnen til at mestre mentalisering er noget man kan træne og arbejde på, så man bliver endnu bedre. Bare det at være opmærksom på begrebet, vil gøre noget ved den måde, som du møder andre mennesker på – selvom det kan være svært at sætte egne erfaringer, tanker, følelser på pause.