Victor Feddersen fylder 40

19. september 1998: Det danske romandskab "Guldfireren" beviser igen sin særklasse ved at vinde guld i verdensmesterskaberne i Köln i Tyskland. "Det var en dramatisk kamp. Og Victor roede de tre løb med et brækket ribben," fortæller holdkammeraten fra dengang, Eskild Ebbesen. "Det må bare have gjort ondt. Men det hørte vi ikke noget om. Det siger noget om, hvor sej han er."

Ungdomsvennen, kollegaen (og arbejdsgiveren) Jens Dalgaard fra TACK International bekræfter, at Victor Feddersen er lavet af solidt stof: "Men han er også i besiddelse af de andre egenskaber, der skal til for at brænde igennem i sport og forretning, derunder en fantastisk trang til at komme i mål. Så det er ikke noget tilfælde, at han er kommet til at blomstre i sine fire år hos os i TACK, hvor han er ansvarlig for afdelingen for teamudvikling. Den begejstring, han kan mønstre, smitter af på alt og alle. Og han spænder over hele bredden fra de komplicerede opgaver, hvor dysfunktionelle afdelinger skal sættes sammen igen med en ny korpsånd, til kickstarten af et projekt, hvor hele teamet skal have inspiration til at se målene og værdierne og handle sammen."
"Victor kan begå sig med alle mennesker i professionel sammenhæng. Han er usnobbet og ligetil. Og selv om han har den dér jernvilje, og et temperament, der matcher, så evner han også at lade andre komme til," siger Jens Dalgaard.
Victor Feddersen, der er akademiøkonom af uddannelse, har siden sin afgang fra aktiv sport engageret sig i bestyrelsen for Bagsværd Kostskole, hvor han i dag er formand, og i eliteidrættens organisationsarbejde.

"Som formand for Danmarks Idræts-Forbunds og Team Danmarks fælles aktivkomité igennem en årrække har Victor gjort en stor indsats for at varetage elitesportsudøvernes interesser i de to store organisationer," siger OL/Elitechef i DIF, Jesper Frigast Larsen. "I perioden 1993-2000 opnåede Guldfireren med Victor på holdet en lang række bemærkelsesværdige internationale resultater med OL-guldet i Atlanta i 1996, 4 verdensmesterskaber og OL-bronzen i Sydney i 2000 som højdepunkterne. Det var Victor og hans kolleger på Guldfireren, der havde troen på, at et lille land som Danmark ved planlægning og hårdt arbejde ikke bare kunne matche de store lande, men besejre dem, og de viste vejen for de efterfølgende årgange af roere og andre danske elitesportsudøvere, der i dag opnår store resultater."

Hvem matcher Victor på hjemmefronten? Det gør Anita: Hun havde specielt bidt mærke i den mørkhårede af de fire roere fra OL- reportagerne, og da hun mødte ham nogle år senere og fandt ud af, at han var single, satte hun sig for at finde ud af, om guldroeren nu også havde et hjerte af guld. Det havde han.

Bestil kursus

Bestilling af TACK’s åbne kurser og uddannelsesforløb


Kontakt

Os på +45 70 10 12 01


Tilmeld nyhedsbrev

Hold dig opdateret med nyheder og inspiration


Bestil materiale

Her kan du bestille inspirationsmateriale


© 2016 TACK International. All rights reserved