Kurven
Klik her og hent, så du får et overblik over alle vores kurser indenfor salg, ledelse og personlig udvikling.
Kurven
Kunstig intelligens vinder større og større indpas i de danske virksomheder og derfor er det vigtigt, at man allerede nu gør sig nogle tanker om, hvordan det kan implementeres i de forskellige afdelinger. I denne episode af TACK TALKS fokuserer vi på, hvordan kunstig intelligens kan forbedre og effektivisere salg, kundeservice og marketing og vi har endnu engang besøg af rådgiver hos A-One Solutions, Per Simonsen, til at dykke ned i emnet med os.
I salg har man typisk haft sælgere, der var de opsøgende og de, der var de kundevedligeholdende sælgere. De roller smelter mere og mere sammen, og man skal som sælger vide mere om kunden og have styr på alle detaljerne. Vi skal have styr på vores datagrundlag og derefter bruge den kunstige intelligens til at klæde os på til kundemøderne og hjælpe med at udforme vores materiale. Vi skal bruge AI til at forbedre det vi allerede sidder med.
Som kunde bliver man også vant til at få bedre og bedre materiale fra de virksomheder vi henvender os til og dér kan man være på forkant med at bruge AI. I salgsafdelingen kan man bruge AI til at få sparring til at udarbejde et tilbud. Man kan også bruge AI til at dykke ned i CRM-systemet med kundedata, så man som sælger hurtigt ved hvad kunden har (gen)købt og om der er noget, der gør, at kunden kan være utilfreds, når man kommer derud.
Den personlige relation vil vare ved og relationen mellem kunden og sælger kommer til at have en større betydning fremadrettet. Man skal AI som et værktøj, der kan klæde sælgerne endnu bedre på og som kunde er det kun en fordel. Kunstig intelligens skal hjælpe sælgeren med at stille de rette spørgsmål og have en god samtale, så vi bedst muligt kan varetage kundens interesse. AI er ikke en erstatning for en sælger, men vil være hjælpen, der gør, at man har lettere ved at vinde kunden.
I kundeserviceafdelingerne vil der komme en stor stigning af brugen af AI, fordi værktøjet kan bidrage til hurtig, korrekt og informativ service. I dag kan man i mange virksomheder allerede se, hvem kunden er, når de ringer ind. Man kan se om de har købt før og hvad de har købt. Her kan man bruge AI til at vedligeholde disse systemer med data og dermed slippe for en masse tastearbejde. Man kunne f.eks. forestille sig, at man optog samtalen, fik den konverteret til tekst og derefter lagt automatisk i systemet. Det vil være muligt at opsætte processer, så selv nye medarbejdere kan levere god service med det samme med hjælp fra kunstig intelligens.
Fra et kundeperspektiv kan brugen af AI i kundeserviceafdelingen ses som en ulempe, da man kan tænke, at det ikke er et menneske man får fat i, når man henvender sig. I nogle virksomheder ender det højst sandsynligt også med, at det er kunstig intelligens, der tager telefonen, men det er vigtigt, at man altid også kan få fat på et rigtigt menneske. Det er vigtigt med transparens over for kunden og man skal som medarbejder igen se AI som et værktøj til at gøre ens arbejde og processer endnu bedre.
Marketing vil være en af de afdelinger, der vil få stor glæde af kunstig intelligens som værktøj. AI kan især bruges til at personliggøre og målrette opslag og kampagner til den udvalgte målgruppe. Kunstig intelligens kan give mulighed for mere effektiv opfølgning på kampagner ved at understøtte automatiske processer, der henvender sig direkte til kunden, f.eks. en direkte mail på baggrund af kundens specifikke handling.
AI vil heller ikke her blive en direkte konkurrent til medarbejderne, men i stedet en virtuel assistent, der kan hjælpe med at levere endnu bedre produkter og endnu skarpere marketing. Marketingfolk skal simpelthen uddanne sig i at bruge kunstig intelligens, for det er også en vigtig del af denne rejse.
I forhold til de etiske overvejelser, så skal man aldrig være bedrevidende og man skal vide, hvor langt man skal gå. Når man implementerer AI i sin markedsføring, så skal man gøre det ordentlig og professionelt. Brug AI til at understøtte, at man kommer ud til kunden med noget ordentligt. Hvis man er for påtrængende, så taber man på den lange bane.
AI kan spille forskellige roller afhængigt af markedet man befinder sig i. Der er store gevinster at få inden for eksempelvis dataindsamling og dataanalyse – også på en etisk måde. Kunstig intelligens kan bidrage stort til automatisering inden for kampagneplanlægning og til at personliggøre markedsføring endnu mere.
Det er os, der styrer, hvad vi vil bruge kunstig intelligens til – vi skal bare sætte rammerne. Jo bedre vi er til at udstikke rammerne, jo bedre resultater får vi også.