Hent vores kursuskalender

Klik her og hent, så du får et overblik over alle vores kurser indenfor salg, ledelse og personlig udvikling.

Kurven

Alene på arbejde derhjemme

Jens Dalgaard, Adm. direktør hos TACK International
4 min.
20.03.2020

Hjemmearbejdspladser er populære som aldrig før. 

Under Coronakrisen blev mange tvunget til at arbejde hjemmefra og skulle vænne sig til alt, det indebar: I begyndelsen var det formentlig et fornøjeligt afbræk fra den vante rutine, men efter en tid blev det også en udfordring. Man bliver ofte lidt småskør af at sidde isoleret eller mister måske motivationen, når kollegerne ikke er der til at holde gejsten oppe. 

Nu er vi ikke længere tvunget væk fra den normale arbejdsplads og mange foretrækker ovenikøbet at arbejde hjemmefra. Det kræver lidt disciplin, og du kan sikkert gøre brug af følgende 9 råd for at bevare en god arbejdsdag, din motivation og din produktivitet.


1. Gør dig klar som normalt

For at holde dig selv inde i din normale arbejdsrutine bør du starte dagen, som du plejer. Tag et dejligt bad, så du vågner. Få lidt god mad, så kroppen har energi til den første etape af dagen. Klæd dig gerne lidt pænt på, så du også mentalt bliver indstillet på, at der nu skal præsteres, som var du på arbejdspladsen. Det gode afsæt lægger linjen for resten af dagen.


2. Kom i gang

Da vi typisk har flest kræfter den første del af dagen, kan du med fordel starte dagen tidligt – og som minimum til tiden – for at bevare din normale rutine. Hermed sikrer du dig også mod uforudsete afbrydelser, der senere kan forlænge din arbejdsdag. Gør dig desuden nogle forestillinger om, hvad du vil bruge din tid på i løbet af dagen, og definér herudfra tidsfordelingen nøje, og planlæg desuden præcist hvornår, du vil gøre hvad. Herved vil du have skabt dig et overblik over arbejdsdagen, ligesom du vil have mulighed for at holde snor i tidsforbruget på hver af dine opgaver.

 

Læs også artiklen "Sammen på afstand". 

 

3. Del din dag

Når du deler information om din arbejdsdag med din omverden, gør du ikke kun andre bevidste om, hvad du bruger din tid på; for kollegers og chefers vedkommende vil de samtidig vide, hvad de kan forvente sig af dig, hvilket til tider kan være forbundet til eller have relevans for deres arbejdsopgaver. Det giver både din chef og kolleger bedre mulighed for at udnytte din tid, kompetencer og ressourcer, når de ved, hvad du foretager dig, og alle bør være med til at løfte dette ansvar. I tillæg kan det potentielt gøre din familie mere forstående overfor ”arbejdstiden” på hjemmearbejdspladsen og herved mere opmærksomme på arbejdsmiljøet, som har en afgørende indflydelse på din produktivitet.


4. Få billede på din kommunikation

Ved at få sat billede på din kommunikation igennem diverse softwareapplikationer som eksempelvis FaceTime, Teams, Google Meet, Skype for Meetings eller andet, vil du automatisk blive mere engageret i din kommunikation, når du taler med kolleger, kunder, samarbejdspartnere m.fl. i løbet af dagen. Det kan desuden være med til at øge din motivation for at levere gode præstationer, og det kan potentielt også opveje for en del af det sociale afsavn, du oplever derhjemme.

 

Artiklen fortsættes herunder.

Relaterede artikler

5. Pas på tiden

Hele dagen bør du søge at holde et vågent øje med både klokken og dit tidsforbrug for enkelte sager eller opgaver. Pas på, at din tidligere definerede plan for dagen ikke kommer til at skride, og registrér gerne de tidsrøvere og overspringshandlinger, du oplever i løbet af dagen, så du får mulighed for enten at tage hensyn til det eller at ændre på det i morgen, så du ikke sænker tempoet om eftermiddagen. Vi er nødt til at blive bevidste om forhold, før vi kan forandre dem.


6. Få frisk luft

Sidder du indenfor for længe ad gangen, måske tilmed med gardinerne trukket for, risikerer du at blive træt og ør i hovedet, inden dagen er omme. Det bedste middel imod dét er frisk luft, og du kan derfor drage stor gavn af at gå en tur – om nødvendigt flere gange om dagen. Herved sikrer du, at du kan holde du dig frisk og fit for fight helt indtil fyraften, samt at dit arbejde om eftermiddagen bliver lige så godt som det om formiddagen.


7. Få motion

Mindre afbræk i løbet af arbejdsdagen hjælper ligeledes på ens mindset og motivation. Hvis du vil have størst muligt udbytte af dine små pauser, så sørg for at få lidt motion inkorporeret ind imellem, så du kan udløse serotonin i hjernen og få en følelse af velvære, samtidig med at du begrænser stresshormonet cortisol. Du kan eksempelvis udvælge nogle egnede tidspunkter på dagen, hvor du tager 10 armstrækkere, squats eller andet. Du bør se det som en investering, hvor du bruger lidt kræfter på senere at få flere kræfter.

 

Artiklen fortsættes herunder.

Relaterede podcasts

8. Del din succes

Det er vigtigt at huske at fejre sine succeser, da det kan bidrage positivt til både ens egen selvtillid og stemningen i ens team. Vær derfor konkret i din kommunikation, så du specifikt kommer ind på, hvad du nåede på dagen, hvordan du sejrede, og hvad du tænkte i eller lærte af situationen. Vær således ikke bleg for at dele ud af dine guldkorn, og ros og anerkend desuden andre personer, hvis de har hjulpet dig med at opnå succesen.


9. Giv din dag karakter

Endelig vil du kunne få gavn af at vurdere dig selv og din egen præstation dagligt og herudfra give hver af dine dage en karakter. Det lader dig konkludere på dagens indsats, så du kan klarlægge alt det gode, du gjorde i løbet af dagen, som du så kan tage med til i morgen og gøre brug af igen. Hold desuden fri, når du har fri, så du også kan leve op til dit ansvar overfor dine nærmeste, som du nu har gjort det for dine kolleger. Så vil du kunne holde fritid og arbejde adskilt og herved sikre, at du er der for dem, du holder af.

Hjemmearbejdspladsen indbefatter både små og store udfordringer, og særligt hvis det er nyt for dig, kan det være gavnligt med lidt selvransagelse og -udvikling, så du fortsat kan sikre din gode arbejdsstruktur. Det skader slet ikke, at rammerne for arbejdet er hyggelige; men det forudsætter, at man til stadighed leverer.

af Jens Dalgaard

Adm. direktør hos TACK 

 

Relaterede kurser

Gratis rådgivningHvordan kan vi hjælpe dig?

Vores rådgivere og eksperter indenfor vejledning i kurser sidder klar til at hjælper med at finde de helt rigtige kurser og uddannelser for dig/jer – helt uforpligtende. Ring til os på tlf. 70101201 eller udfyld kontaktformularen herunder, så kontakter vi dig hurtigst muligt.