Kurven
Klik her og hent, så du får et overblik over alle vores kurser indenfor salg, ledelse og personlig udvikling.
Kurven
Grundlovstaler har historisk set handlet om demokrati og fællesskab, og typisk har talerne været præget af politiske overtoner. Det hænger bl.a. sammen med, at Grundlovsdag er afgørende for overgangen fra enevælden til et mere demokratisk samfund, og dagen symboliserer på denne måde også starten på noget nyt. Du kan derfor passende benytte lejligheden til at stoppe op, og ud fra et personligt og værdimæssigt perspektiv reflektere over din egen personlige grundlov. Brug din personlige grundlov som et springbræt til en ny etape eller som et moralsk kompas i tiden, vi går i møde.
Danmarks Riges Grundlov betød som sagt enden på enevælden og begyndelsen på det danske demokrati, der sidenhen har præget enhver krinkelkrog af vores samfund. Den kan siges at være grundstenen i det moderne, danske samfund, og den har i høj grad haft en formende indflydelse på vores opfattelse af danske værdier.
På samme måde bør din personlige grundlov være grundstenen i dit liv og dit underliggende værdisæt være bestemmende for måden, du lever dit liv på. Selvom du måske tidligere har gjort dig overvejelser om det, kan det være værdifuldt af og til at stoppe op og huske dig selv på dine egne værdier, og hvad de egentlig betyder. Vi udvikler os alle gennem vores liv, og ligeså kan din forståelse af dine værdier gøre. Brug derfor dagen til at reflektere over, hvordan din grundlov ville se ud, og hvilke værdier den ville bygge på. Du bør således fokusere på, hvad der er særligt vigtigt for dig, og hvad det betyder eller medfører for både dig selv, dit nærmiljø og det du befinder dig i.
Mange sætter pris på det samfund, der er blevet opbygget på baggrund af grundloven, og Grundlovsdag er således en opportun mulighed til at reflektere over, om du har udvist tilstrækkelig taknemmelighed i forhold til dine omgivelser; herunder særligt alle de mennesker, der betyder noget for dig. Hvem har eksempelvis hjulpet dig det seneste år, hvem har givet dig det, du søgte, og hvem har haft betydning for dig eller det, du har befundet dig i? De fortjener antageligt alle værdsættelse og anerkendelse, og dette tidspunkt er lige så godt som alle andre til at indhente det forsømte og værdsætte dem, der fortjener det.
Artiklen fortsættes herunder.
Du spiller selv hovedrollen i dit eget liv, og med så central en rolle ville det være underligt ikke at tage dig selv og dit liv med i betragtningerne om din egen grundlov. Overvej derfor hvad det er, du gerne vil med dit liv, og om det på et tidspunkt har ændret sig. I forretningskontekst ville vi bruge termen ”vision”, og det er faktisk det samme, som gør sig gældende for dig her. Du bør simpelthen reflektere over din vision for dit liv; hvad prøver du at opnå, eller hvor prøver du at nå hen?
I forlængelse af din beskrivelse af hvad du gerne vil med dit liv, bør du også komme ind på, hvad fremtiden har i vente. Det vil ikke mindst kunne gøre underværker for dit mindset og gøre det nemmere at bibeholde en positiv og konstruktiv indstilling i dagligdagen; det vil samtidig kunne styrke fokus i din arbejdsindsats og tydeliggøre prioriteter for opgaver og indsatsområder. Beskriv således de aktuelle muligheder, du ser for dig på det pågældende tidspunkt, som vil bringe dig tættere på opfyldelsen af din vision.
Som det sidste kan du med fordel reflektere over, hvad du gerne vil gøre for andre. I forretningskontekst ville vi være tilbøjelige til at kalde det for din ”mission”. Med andre ord, hvilken positiv forandring vil du gerne være eller sørge for i verden? Du bør her både adressere, hvad det konkret er, du gør, og hvem du gør det for. Det kan eksempelvis på belejlig vis være nogle af dem, som betyder mest for dig, det du er i, og det du gerne vil.
Grundlovsdag er en oplagt mulighed for os til at tage et pusterum og gøre os nogle tanker om os selv, vores nærmiljø og vores mål. Det vil kunne bidrage positivt på en lang række områder; bl.a. vil du kunne styrke dine relationer, tydeliggøre dine mål, blive mere bevidst om mulighederne for at opnå dine mål og justere retningen på dine indsatser. Tag dig tid til refleksion; det kan godt betale sig!