Kurven
Klik her og hent, så du får et overblik over alle vores kurser indenfor salg, ledelse og personlig udvikling.
Kurven
I denne artikel får du en hurtig indføring i en af de allermest benyttede og citerede selvhjælpsbøger gennem tiden: Stephen R. Covey’s ”7 gode vaner”.
Artiklen her er ment som et effektivt resumé af de 7 vaner, hvis du ikke har tid til at læse bogen eller bare vil snuse til, om du skal bruge tid på at læse den.
Da bogen kom frem tilbage i 1989, var den banebrydende og er blevet en tidløs klassiker og inspirerende guide til personlig udvikling og ledelse. Den fokuserer på 7 grundlæggende vaner, som Covey mener, er afgørende for at leve et meningsfuldt, produktivt og tilfredsstillende liv både personligt og professionelt. Igennem en blanding af teori, personlige anekdoter og praktiske eksempler vejleder Covey læserne til at integrere disse vaner i deres daglige liv for at opnå varig succes og lykke.
Faktisk er den 7. vane den vigtigste, da den er hele udgangspunktet for at kunne lykkes. Men vi begynder med de 3 første vaner, der lidt kækt formuleret er “opskriften på at få styr på dig selv”:
Helt firkantet kan man også sige: Drop offerrollen!
Den første vane handler nemlig om selv at tage ansvar for sit liv og sine handlinger. At være proaktiv betyder, at man selv tager initiativ og er den styrende kraft, frem for at være reaktiv på udefrakommende påvirkninger.
Covey opfordrer sine læsere til at fokusere på de dele af ens liv, man kan selv kan påvirke og kontrollere frem for at blive hæmmet af omstændigheder og bekymringer, man ikke har indflydelse på. Denne proaktive tilgang, mener Cover, er fundamentet for personlig vækst, da man anerkender, at man har evnen til at forme sit eget liv og sin egen skæbne.
Så selv om mange af os er lidt for gode til at klage over ydre omstændigheder, er budskabet her, at du selv er ansvarlig for at gøre dit liv bedre.
Artiklen fortsættes herunder.
Allerede her opdager man, at der ikke er tale om en blødsøden bog med tibetanske bjælder og organisk urteafkog. Det er en strømlinet guide til effektivt at blive lykkelig. Det er hårdt arbejde, og lykken skal planlægges!
Covey opfordrer sine læsere til at formulere en klar vision for, hvad de vil opnå i deres liv, og ved at begynde med slutningen kan denne fungere som en rettesnor for ens handlinger undervejs i processen. For at nå i mål med sin vision, er det desuden nødvendigt at definere og sætte ord på sine egne personlige værdier for at sikre, at ens handlinger er i overensstemmelse med både ens langsigtede mål og ens værdier. De personlige værdier er desuden gode pejlemærker i alle aspekter af ens liv og ikke kun i forbindelse med at opnå de definerede målsætninger.
Det er altså ikke nemt for alle. Du kender sikkert mennesker, der tidligt i livet har lagt en plan og er gået målrettet efter noget, mens andre er mere usikre på, hvad de ”vil med livet”. Så hvis du går i gang med at sætte ord på, hvad du gerne vil opnå, må du forberede dig på, at det kan være en svær opgave, som du måske behøver hjælp til fra venner, kolleger eller professionelle af den ene eller anden art.
Velkommen til overspringshandlingernes holdeplads og det lave gærde. Ja, vi har alle sammen sprunget over, hvor gærdet var lavest, drukket en ekstra kop kaffe og taget de lette opgaver først.
For at undgå dårlig samvittighed og opnå bedre resultater, vil Covey have dig til at prioritere dine opgaver, og præsenterer et godt værktøj, der får dig til at tage stilling til, om en opgave er ”vigtig” eller ”haster”. På den måde bliver du tvunget til at tage stilling til, om en opgave gør dig stresset nu og her, og derfor skal ryddes af vejen - eller om den for alvor betyder noget i den større sammenhæng.
Denne tankegang vil gøre dig mere effektiv både personligt og professionelt, fordi vi ofte bruger alt for meget tid i hverdagen på at slukke pludselige ”ildebrande” og tage os af akutte problemer i stedet for at fokusere på det, der har betydning og skaber værdi på længere sigt.
Artiklen fortsættes herunder.
I de næste 3 vaner er fokus på, hvordan du skaber gode relationer med andre mennesker.
Det her er en amerikansk bog, som selvfølgelig er skrevet med udgangspunkt i, at enhver er sin egen lykkes smed. Og livet handler om at blive en vinder. MEN, du skal ikke kun sejre selv, men skabe flere vindere i dit liv, skriver Covey.
Covey fremhæver betydningen af at søge løsninger, der gavner alle parter i en given situation. Ved at tænke win-win skaber man tillidsfulde relationer, hvor alle får et positivt udbytte, og man opnår bedre resultater end løsninger, der kun gavner den ene part. Denne tilgang til problemløsning og forhandling kan med stor fordel benyttes i både personlige og professionelle forhold og er virkeligt spændende at arbejde med, da man tvinges til at sidestille sine egne behov med andres.
Slå ørerne ud og lyt uden at vurdere og bedømme – den sværeste øvelse for målrettede mennesker, der godt ved, hvordan verden hænger sammen.
Covey understreger med den vane, hvor vigtigt der er at lytte med indlevelse og være empatisk - altså at lytte for at forstå andres følelser og perspektiver, frem for at lytte bare for hurtigt at kunne reagere med sine egne holdninger og perspektiver. Ved først at forstå andre vil du skabe et stærkere fundament for at blive forstået selv.
Det bliver op ad bakke i selskab med visse personer (du kender dem bedst selv), men hvis du når helt op ad bakken, kan I nyde udsigten sammen.
Synergi er på mange måder idéen om, at 2+2=5.
Covey fremhæver, at når mennesker arbejder sammen i et miljø med gensidig respekt og samarbejde, vil de skabe resultater, der er større end summen af deres individuelle bidrag. Synergi handler om at bruge vores forskelligheder og bruge dem som en ressource til kreativitet, innovation og nye og bedre måder til at opnå win-win-løsninger.
Denne tankegang er ingen vist uenig i og er nødvendig i en hastigt forandrende verden, hvor vi er afhængige af andre på tværs af alder, geografi og faggrupper.
Den sidste vane er som tidligere nævnt grundstenen for de 6 andre, nemlig at du skal passe på dig selv og tage dit liv alvorligt.
Ved at “slibe kniven “ holder du dig selv skarp, og ifølge Covey gøres det ved at holde sig i form på flere måder i livet. Du skal passe på dig selv både fysisk, mentalt, socialt og åndeligt – altså en sund sjæl i et sundt legeme med sunde relationer og sunde tanker. Budskabet er, at en vedvarende indsats for at skærpe sig gennem læring, træning og personlig udvikling vil skabe en sund balance i livet og dermed skabe fundamentet for, at lykkes med de 6 andre vaner.
Jeg håber, at du fik noget ud af læsningen og har mod på at fortsætte din egen personlige udvikling.