Kurven
Klik her og hent, så du får et overblik over alle vores kurser indenfor salg, ledelse og personlig udvikling.
Kurven
Mange virksomheder rundt omkring i landet oplever lige nu, at de må spænde livremmen ind. Hvad enten du er leder eller medarbejder, er der derfor et udpræget behov for, at du nøje vurderer, hvordan du bruger din tid bedst og bevarer et positivt udsyn. I det følgende får du en række gode råd til dette; sammenfattet som tre korte og præcise punkter, du bør holde in mente i den kommende tid.
Trange tider har så småt varslet deres indtog, og bekymringer og negative tanker kan risikere at fylde mere det næste stykke tid. Der er således behov for, at du holder dig bevidst om dit eget mindset, så du undgår at falde ned i et mentalt sort hul, hvilket vil være skadeligt for din motivation såvel som din arbejdsindsats. I værste fald kan negative tanker blive til selvopfyldende profetier, som kommer til at spænde ben for dig.
Fokusér i stedet på at bevare de positive tanker. Identificér de muligheder, der måtte gøre sig gældende for din virksomhed og branche. Når du tror på dig selv og det, du gør, vil du have langt bedre mulighed for at lykkes med din indsats, da din motivation og engagement vil smitte positivt af på dine præstationer. Både kunder, kolleger og samarbejdspartnere vil kunne mærke din positivitet og vil have mere lyst til at arbejde sammen med dig; hvad enten det handler om at lande et salg, forhandle en kontrakt eller komme i mål med et internt projekt. Positiviteten vil smitte af på dine interessenter og kan være med til at skabe en dominoeffekt, hvor der tænkes i muligheder og løsninger frem for begrænsninger.
Tiden er vores vigtigste ressource, og der er derfor behov for, at du planlægger din dag stringent og effektivt. Du kan med fordel sætte nogle tydeligt definerede mål for dig selv for hver enkelt dag, dels så du har noget at ”løbe efter”, men i lige så høj grad for at du har noget at fejre, når du lykkes med det. Du øger nemlig bl.a. din arbejdsglæde ved at skabe resultater, når du bliver færdig før tid, eller når du på anden vis føler, at du lykkes. Det er derfor også centralt at forsøge at eliminere de ting, der forhindrer dig i succes, eksempelvis de mange tidsrøvere der bremser din arbejdsdag.
Ligegyldig hvor skrap du er til at planlægge din tid effektivt, skal du således stadig være opmærksom på overspringshandlinger, der kan hæmme dig i løbet af arbejdsdagen. Ikke alene har de det med at stjæle mere tid, end du tror; de stjæler samtidig fra dit fokus, så det bliver sværere for dig at vende tilbage til arbejdet igen, når svinkeærindet er klaret. Gør derfor dit ypperste for at bevare dit fokus og styre udenom de små tidsrøvere, så du kan udnytte tiden ordentligt, mens du har den; fordi pludselig er dagen omme. Det kan du eksempelvis gøre ved at undgå uklare mål, mange uafsluttede opgaver, et rodet skrivebord, dårlig delegering og uklar ansvarsfordeling.
Artiklen fortsættes herunder.
En del af kunsten i at udnytte din tid rigtigt er at bruge tiden på de rigtige ting. Du bør derfor fokusere din arbejdsindsats på de ting, der har den bedste sandsynlighed for at skabe konkrete resultater. Det betyder blandt andet, at du må droppe alle de unødvendige opgaver; også selvom det måske er de arbejdsopgaver, du holder mest af. Det kan du med fordel gøre vha. en matrix-metode med ABCD-prioritering, hvor A er det, der både er vigtigt og haster, mens B er vigtigt, men haster ikke. C haster, men er ikke vigtigt, og D hverken haster eller er vigtigt. På denne måde kategoriserer og prioriterer du dine opgaver og identificerer de opgaver, der bare er tidsslugere.
Hvis en del af dit arbejde ikke ligefrem er unødvendigt, men godt kan kategoriseres som ”mindre vigtigt”, så udskyd de opgaver, så du får skabt mest mulig tid til det, der vil skabe resultaterne. Desuden bør du om muligt, med værdiskabelse for øje, dels gøre det, du er bedst til, og dels gøre det, der skal til for, at dine kolleger kan gøre det, de er bedst til. Sådan vil du kunne maksimere udbyttet af ikke bare din egen tid, men også dine kollegers og herved stille hele dit team stærkere.
Du har også et ansvar for at sikre, at resten af dit team kan arbejde effektivt, så udover dit fokus på din egen gøren og laden er du samtidig nødt til at have omtanke for dine kolleger. Fortæl dem derfor, hvad du laver, så de har mulighed for at skabe sig et overblik. Vær samtidig tilgængelig for dem, så du har mulighed for at hjælpe dem, hvis det skulle blive nødvendigt og hold sammen som et team; sådan vil du kunne bidrage til, at også dine kolleger formår at udnytte deres tid effektivt.
Er du leder og har du brug for inspiration til kriseledelse, kan du lytte til podcast-episoden "Kriseledelse".